MarchMicroFiction #25

Store Grete og Lille Viggo satte aldrig børn i verden. Det var ikke fordi de syntes, at et liv med sladderkællinger var skidt for børn. Herreste Gud, man skulle jo bare lære dem vigtigheden af at få det sidste ord, for “så visner sladderkællinger som potteplanter i vindueskarmen hos en afdød, der har ligget lidt for længe”. Lille Viggo mente det mere handlede om at lære dem ikke at være sladderkællinger. Det var heller ikke fordi de ikke prøvede. Det gjorde de såmænd længe. Til sidst måtte Store Grete og Lille Viggo dog sande, at verden ikke ville tage imod.

MarchMicroFiction #24

Lille Viggo, fortabt i minder om juletræsfest og julemandsrolle, blev hevet tilbage i ladvognen med et sæt. Han missede med øjnene, drejede hovedet og kiggede på Store Grete. Hun sad med tårer på kinderne og udsendte en alt for genkendelig lyd. Hendes vældige korpus rystede, så ladvognen gyngede. Midtimellem tågehornslyde og tårer pegede Store Grete igen på genboens have. Han vendte sig og kiggede. Det gibbede i ham. Kvinderne havde rejst sig og stod side om side. Som standerlamper i et udstillingsvindue. Uden lys i pæren. De gloede på en gyngende ladvogn og en lyd de ikke havde hørt mage.

MarchMicroFiction #21 #22 #23

Lille Viggo foretrak at holde andres opmærksomhed på et minimum. Især den, der havde en vis pinagtighed over sig. Og det kunne til tider være lidt af en udfordring med Store Grete ved sin side. Lille Viggo havde ikke været upåvirket af alle de øjne, store som små, der havde kigget med lige dele rædsel og vantro på ham og Store Grete ved juletræsfesten. Da han året efter helt uventet fik tilbudt julemandsrollen igen, afstedkom det en af ganske få ægteskabelig kriser. Store Grete, der sjældent lod en chance for at gentage en lidet succesfuld forestilling gå forbi sig, jublede. Han måtte gennemleve flere nætter med forfærdelige mareridt. Han så grådkvalte børn overalt. Forældre med djævleansigter og lange røde tunger. Et levende juletræ, der slog med grenene, så julepynten føg om ørene. Et rensdyr, der stak af med en ambulance i så høj fart, at bagdøren fløj op og båren med Store Grete fløj med. Til sidst måtte han indse, at hans tid som julemand var slut næsten før den var begyndt. Store Grete forsøgte at overtale ham og hun lovede ham endda, at hun nok skulle lade være med at grine. Da han ikke lod sig overbevise, afsluttede hun den næsten endeløs forsvarstale for julemandsrollen med ... “hvis du ikke vil være julemand, så vil jeg!” Ligge Viggo kvitterede med åndenød, tics og sløret syn. Det skete meget sjældent og gik Lille Viggos natur meget imod at tale i bestemt tonefald over for Store Grete. Og meget ville han stå model til i kærlighedens navn. Der var dog en grænse og den var nået lige dér. Løsningen blev et kompromis. Hun droppede tanken om julemandsrollen og han lovede at være julemand, når de selv fik børn. Store Grete og Lille Viggo vidste dog endnu ikke, at de børn aldrig kom.

MarchMicroFiction #18 #19 #20

Lille Viggo og Store Grete sad inde i ladvognen og gloede på de væltede kvinder i genboens have. Med kæber hængende ned i skødet og øjenbryn så hævede, at de næsten gik i ét med håret. Kvinderne moslede rundt ved hækken og forsøgte at rejste sig ved at støtte sig til hinanden. Det gik godt indtil en af dem mistede balancen igen. Lille Viggo tænkte, at “det er nu alligevel specielt” Store Grete sagde, at “det er nu alligevel specielt” Lille Viggo anstrengte sig for ikke at vende sig og kigge på Store Grete. I aparte situationer som denne, var der overhængende fare for, at hun ville bryde ud i latter. Og ligesom med Store Gretes uudtømmelige ordstrøm, krævede hendes latter også en vis tilvænningsperiode. Den frembragte en særegen lyd, der ikke sådan lod sig beskrive, men han tænkte ofte på tågehorn, dampmaskine og får. Han mente ikke, at det nødvendigvis var det bedste førstehåndsindtryk. Lille Viggo tænkte med gru på juletræsfesten, hvor han engang påtog sig rollen som julemand. Nuvel, han vidste godt, at hans størrelse måske ikke var julemandsstørrelse, men han klædte sig ud efter bedste evne. Store Grete, der ikke mente at den evne var særlig udtalt, grinede så meget, at hun til sidst måtte støtte sig til et bord. Nogle misforstod situationen og tilkaldte en ambulance. Han forsøgte at overbevise redderne om, at lyden ikke kom fra et menneske i akut nød, men de insisterede på at tage hende med. Store Grete var ude af stand til at tale selv og han så derfor ikke anden udvej end at køre med hende i ambulancen. Senere hørte han, at nogle af børnene var begyndt at græde i ren og skær skuffelse over, at julemanden kom med ambulance og ikke rensdyr og slæde. Han var aldrig julemand igen.

MarchMicroFiction #15 #16 #17

Sladderkællingerne sad samlet omkring det ugentlige frokostpølsebord hos slagtermesterens kone. Hun sad som altid for bordenden, hvorfra hun, med sit tydelige talent for misbilligende blikke, kunne styre slagets gang. Hun slog på glasset, ventede et øjeblik og kiggede så rundt på dem, der ikke havde forstået budskabet. Luften blev tyk af halve sætninger, der utålmodigt måtte vente på en afslutning. Så tog hun hul på dagsordenen. Med himmelvendte øjne og en tilpasset mængde “tsk tsk”, berettede hun om gårsdagens kunders hensynsløse snak. Under “Eventuelt” fortalte hun om den nyhed, som alle kendte forvejen, men erfaringsmæssigt vidste, det var bedst at modtage med et velanrettet “næh dog” og overrasket mine. Pludselig holdt hun inde og stirrede ud ad vinduet. Alle drejede hovedet og fulgte hendes blik. På den anden side af vejen standsede en overfyldt ladvogn med hylende bremser. Det tog dem nøjagtig én mundfuld pølsemad at absorbere det de så og til de stod ude i forhaven, hvor de forsøgte at kombinere nysgerrighed med skjul bag den lave tyndtbevoksede hæk. —- Store Grete standsede midt i en sætning om at anlægge et ukrudtsbed i forhaven. Lille Viggo, der kun sjældent oplevede Store Grete tale i halve sætninger, kiggede forskrækket på hende. Hun stirrede måbende, mens hun pegede over på den anden side af vejen. Han drejede hovedet og kiggede ud. Synet af en flok kvinder, på hug bag en lav tyndtbevokset hæk og med ansigterne presset helt ind mellem bladene for at kunne se mest muligt, var ganske aparte. Bedre blev det ikke, da bagtroppen mistede balancen, væltede til siden og dermed igangsatte en dominoeffekt, der først standsede da sidste kvinde var væltet ud fra sit skjul for enden af hækken. Mange år fremover kunne sladderkællingerne, Store Grete og Lille Viggo altid huske præcis hvilken ugedag de var flyttet til byen.

MarchMicroFiction #14

Slagtermesterens kone var selvudnævnt æresmedlem af Sladderkællingeklubben. Det var trods alt hende, der havde fået ideen til og afholdt de ugentlige frokostpølsebordsmøder, efter hun en sommer hjalp sin mand i slagterbutikken. Den sommer endte hun med at lide af både dobbeltsyn og mareridt på grund af kundernes hæmningsløse udbasunering af deres liv. Slagtermesteren nedstemte hendes forslag om at bede kunderne tale mindre og bad hende i stedet søge hjælp til at håndtere situationen. Nu hjalp hun i butikken om onsdagen og inviterede til frokost om torsdagen. På sådan en torsdag parkerede en overfyldt ladvogn foran købmandens afdøde mors hus overfor.

MarchMicroFiction #13

Lille Viggo parkerede ladvognen foran den frimærkestore have ved det røde hus, der skulle være hans og Store Gretes hjem de næste mange år. Store Grete havde snakket om indretningen af huset hele vejen og var færdig før de overhovedet nåede frem. Det ringede for Lille Viggos ører. Han måtte indrømme, at han så frem til, at de skulle tømme ladvognen, så hun forhåbenligt ville blive så forpustet, at hun ikke havde luft til at tale. Pludselig stoppede Store Grete midt i en sætning om alt det vidunderlige hun kunne gøre med frimærkehaven. Hun pegede over på det modsatte fortorv.

MarchMicroFiction #12

En varm sommerdag flyttede Store Grete og Lille Viggo til landsbyen i en ladvogn fyldt til randen og mere til. De havde lejet købmandens afdøde mors hus. Købmanden var som udgangspunkt et betænksomt menneske og holdt den forestående byforøgelse hemmelig for sladderkællingerne. Til tider var han dog også et naivt menneske. En dag truede de med at begynde at fortælle sandheden, altså den hele, hvis ikke han fortalte dem mere om det de havde hørt andetsted. Købmanden fik hjerteflimmer ved tanken om sladderkællingerne som sandhedsvidner og de konsekvenser det ville få. Derfor stod sladderkællingerne klar, da et umage par ankom.

MarchMicroFiction #11

Når Store Grete talte, var intet for småt eller for stort til at blive vendt. Og alt småt blev stort og alt stort blev endnu større. Det var ikke fordi hun som sådan lavede om på sandheden, den del tog andre sig af, men hun overdrev måske en smule. Store Grete både talte og klædte sig i mange farver. Det havde krævet en del af Lille Viggos stakkels ører at vænne sig til Store Gretes uudtømmelige ordstrøm. Henover årene var hendes ord dog blevet en så umærkelig del af den luft han åndede, at han var bange for, hvad der ville ske, hvis hun en dag blev tavs.

MarchMicroFiction #10

Det tætteste man i landsbyen kom på hele sandheden, næstefter hestens egen mund, var købmanden. Efterspørgslen var stor, men han meldte udsolgt af hensyn til butikkens og landsbyens overlevelse. Købmanden var den første, der hørte sladderkællingerne sætte Store og Lille foran Grete og Viggo. De kiggede indforståede på hinanden og forventningsfulde på ham, stolte over deres egen kreativitet og modtagelige for et anerkendende nik. Han måtte gøre gode miner til slet spil. For hvis hele sandheden skulle frem, og det skulle den jo helst ikke, så havde nogen været kreative før dem

Site Footer