MarchMicroFiction #21 #22 #23

Lille Viggo foretrak at holde andres opmærksomhed på et minimum. Især den, der havde en vis pinagtighed over sig. Og det kunne til tider være lidt af en udfordring med Store Grete ved sin side.

Lille Viggo havde ikke været upåvirket af alle de øjne, store som små, der havde kigget med lige dele rædsel og vantro på ham og Store Grete ved juletræsfesten. Da han året efter helt uventet fik tilbudt julemandsrollen igen, afstedkom det en af ganske få ægteskabelig kriser.

Store Grete, der sjældent lod en chance for at gentage en lidet succesfuld forestilling gå forbi sig, jublede. Han måtte gennemleve flere nætter med forfærdelige mareridt. Han så grådkvalte børn overalt. Forældre med djævleansigter og lange røde tunger. Et levende juletræ, der slog med grenene, så julepynten føg om ørene. Et rensdyr, der stak af med en ambulance i så høj fart, at bagdøren fløj op og båren med Store Grete fløj med. Til sidst måtte han indse, at hans tid som julemand var slut næsten før den var begyndt. Store Grete forsøgte at overtale ham og hun lovede ham endda, at hun nok skulle lade være med at grine. Da han ikke lod sig overbevise, afsluttede hun den næsten endeløs forsvarstale for julemandsrollen med …

“hvis du ikke vil være julemand, så vil jeg!”

Ligge Viggo kvitterede med åndenød, tics og sløret syn. Det skete meget sjældent og gik Lille Viggos natur meget imod at tale i bestemt tonefald over for Store Grete. Og meget ville han stå model til i kærlighedens navn. Der var dog en grænse og den var nået lige dér.

Løsningen blev et kompromis. Hun droppede tanken om julemandsrollen og han lovede at være julemand, når de selv fik børn.

Store Grete og Lille Viggo vidste dog endnu ikke, at de børn aldrig kom.

Leave a reply:

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Site Footer