Store Grete og Lille Viggo sad inde i ladvognen og kæmpede sig igennem Store Gretes nådesløse latteranfald. Hendes farverige fantasi til trods kom det alligevel en kende bag på hende, at hun skulle opleve legemliggørelsen af et dominospil. Kvinderne, der var kommet på benene igen, stod i en række og gloede over mod ladvognen. Hun …
Slagtermesterens kone rømmede sig bestemt og fægtede med armene i et forsøg på at påkalde sig opmærksomhed nede fra græsset. I Sladderkællingeklubben var slagtermesterens kones raseri berygtet og ingen ved deres fulde fem, ønskede af være årsag til den. Desværre havde købmandens kones åndsnærværelse fortabt sig i lyden af Store Gretes rungende og lidet ørevenlige …
Som de stod der, side om side, følte den sidste i rækken at noget manglede. Hun kunne bare ikke komme i tanke om, hvad det var. Hun sendte apotekerens kone et undrende blik. Apotekerens kone, der vidste mere end hun havde lyst til om byens borgere, holdt det meste for sig selv og var derfor …
Én greb fat i apotekerens kone, der mistede balancen og greb fat krofatterens kone, der mistede balancen og greb fat i købmandens kone, der mistede balancen og greb fat i slagtermesterens kone, der mistede balancen, men ikke havde nogen at gribe fat i. Hvis man i dét øjeblik satte blikket i slowmotion ville man se …
Store Grete og Lille Viggo satte aldrig børn i verden. Det var ikke fordi de syntes, at et liv med sladderkællinger var skidt for børn. Herreste Gud, man skulle jo bare lære dem vigtigheden af at få det sidste ord, for “så visner sladderkællinger som potteplanter i vindueskarmen hos en afdød, der har ligget lidt …
Lille Viggo, fortabt i minder om juletræsfest og julemandsrolle, blev hevet tilbage i ladvognen med et sæt. Han missede med øjnene, drejede hovedet og kiggede på Store Grete. Hun sad med tårer på kinderne og udsendte en alt for genkendelig lyd. Hendes vældige korpus rystede, så ladvognen gyngede. Midtimellem tågehornslyde og tårer pegede Store Grete …
Lille Viggo foretrak at holde andres opmærksomhed på et minimum. Især den, der havde en vis pinagtighed over sig. Og det kunne til tider være lidt af en udfordring med Store Grete ved sin side. Lille Viggo havde ikke været upåvirket af alle de øjne, store som små, der havde kigget med lige dele rædsel …
Lille Viggo og Store Grete sad inde i ladvognen og gloede på de væltede kvinder i genboens have. Med kæber hængende ned i skødet og øjenbryn så hævede, at de næsten gik i ét med håret. Kvinderne moslede rundt ved hækken og forsøgte at rejste sig ved at støtte sig til hinanden. Det gik godt …
Sladderkællingerne sad samlet omkring det ugentlige frokostpølsebord hos slagtermesterens kone. Hun sad som altid for bordenden, hvorfra hun, med sit tydelige talent for misbilligende blikke, kunne styre slagets gang. Hun slog på glasset, ventede et øjeblik og kiggede så rundt på dem, der ikke havde forstået budskabet. Luften blev tyk af halve sætninger, der utålmodigt …
Slagtermesterens kone var selvudnævnt æresmedlem af Sladderkællingeklubben. Det var trods alt hende, der havde fået ideen til og afholdt de ugentlige frokostpølsebordsmøder, efter hun en sommer hjalp sin mand i slagterbutikken. Den sommer endte hun med at lide af både dobbeltsyn og mareridt på grund af kundernes hæmningsløse udbasunering af deres liv. Slagtermesteren nedstemte hendes …