MarchMicroFiction #18 #19 #20

MarchMicroFiction #18 #19 #20

Lille Viggo og Store Grete sad inde i ladvognen og gloede på de væltede kvinder i genboens have. Med kæber hængende ned i skødet og øjenbryn så hævede, at de næsten gik i ét med håret. Kvinderne moslede rundt ved hækken og forsøgte at rejste sig ved at støtte sig til hinanden. Det gik godt indtil en af dem mistede balancen igen.

Lille Viggo tænkte, at “det er nu alligevel specielt”
Store Grete sagde, at “det er nu alligevel specielt”

Lille Viggo anstrengte sig for ikke at vende sig og kigge på Store Grete. I aparte situationer som denne, var der overhængende fare for, at hun ville bryde ud i latter. Og ligesom med Store Gretes uudtømmelige ordstrøm, krævede hendes latter også en vis tilvænningsperiode. Den frembragte en særegen lyd, der ikke sådan lod sig beskrive, men han tænkte ofte på tågehorn, dampmaskine og får. Han mente ikke, at det nødvendigvis var det bedste førstehåndsindtryk.

Lille Viggo tænkte med gru på juletræsfesten, hvor han engang påtog sig rollen som julemand. Nuvel, han vidste godt, at hans størrelse måske ikke var julemandsstørrelse, men han klædte sig ud efter bedste evne. Store Grete, der ikke mente at den evne var særlig udtalt, grinede så meget, at hun til sidst måtte støtte sig til et bord. Nogle misforstod situationen og tilkaldte en ambulance. Han forsøgte at overbevise redderne om, at lyden ikke kom fra et menneske i akut nød, men de insisterede på at tage hende med. Store Grete var ude af stand til at tale selv og han så derfor ikke anden udvej end at køre med hende i ambulancen. Senere hørte han, at nogle af børnene var begyndt at græde i ren og skær skuffelse over, at julemanden kom med ambulance og ikke rensdyr og slæde. Han var aldrig julemand igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.