MarchMicroFiction #15 #16 #17

Sladderkællingerne sad samlet omkring det ugentlige frokostpølsebord hos slagtermesterens kone. Hun sad som altid for bordenden, hvorfra hun, med sit tydelige talent for misbilligende blikke, kunne styre slagets gang.

Hun slog på glasset, ventede et øjeblik og kiggede så rundt på dem, der ikke havde forstået budskabet. Luften blev tyk af halve sætninger, der utålmodigt måtte vente på en afslutning. Så tog hun hul på dagsordenen. Med himmelvendte øjne og en tilpasset mængde “tsk tsk”, berettede hun om gårsdagens kunders hensynsløse snak.

Under “Eventuelt” fortalte hun om den nyhed, som alle kendte forvejen, men erfaringsmæssigt vidste, det var bedst at modtage med et velanrettet “næh dog” og overrasket mine.

Pludselig holdt hun inde og stirrede ud ad vinduet. Alle drejede hovedet og fulgte hendes blik.
På den anden side af vejen standsede en overfyldt ladvogn med hylende bremser.

Det tog dem nøjagtig én mundfuld pølsemad at absorbere det de så og til de stod ude i forhaven, hvor de forsøgte at kombinere nysgerrighed med skjul bag den lave tyndtbevoksede hæk.

—-

Store Grete standsede midt i en sætning om at anlægge et ukrudtsbed i forhaven. Lille Viggo, der kun sjældent oplevede Store Grete tale i halve sætninger, kiggede forskrækket på hende. Hun stirrede måbende, mens hun pegede over på den anden side af vejen. Han drejede hovedet og kiggede ud.

Synet af en flok kvinder, på hug bag en lav tyndtbevokset hæk og med ansigterne presset helt ind mellem bladene for at kunne se mest muligt, var ganske aparte. Bedre blev det ikke, da bagtroppen mistede balancen, væltede til siden og dermed igangsatte en dominoeffekt, der først standsede da sidste kvinde var væltet ud fra sit skjul for enden af hækken.

Mange år fremover kunne sladderkællingerne, Store Grete og Lille Viggo altid huske præcis hvilken ugedag de var flyttet til byen.

Leave a reply:

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Site Footer