MayFiction #1

Store Grete og Lille Viggo sad inde i ladvognen og kæmpede sig igennem Store Gretes nådesløse latteranfald. Hendes farverige fantasi til trods kom det alligevel en kende bag på hende, at hun skulle opleve legemliggørelsen af et dominospil. Kvinderne, der var kommet på benene igen, stod i en række og gloede over mod ladvognen. Hun syntes de så lidt forfjamskede ud og det var lidt småt med smilene. Nuvel, sådan en forestilling var jo nok også lidt udmattende. Store Grete, der var til fals for oplevelser der kunne sætte kulør på tilværelsen, kunne sagtens se sig selv som dominobrik. Hun så for sig, hvordan sådan en forestilling ville klæde hendes og Lille Viggos forhave. Store Grete følte sig allerede hjemme. Lille Viggo havde mest lyst til at starte ladvognen og køre igen. *** I takt med, at lyden af tågehorn, dampmaskine og får ebbede ud, begyndte kvinderne i haven så småt at vende blikket væk fra ladvognen og i stedet kigge meget koncentreret på hinanden. Slagtermesterens kone gik tavst hen over græsset med stift blik og forsvandt ind i huset. De andre fulgte efter en efter en. For ingen, som slagtermesterens kone, kunne sige så tydeligt uden ord, hvad det forventedes, at man gjorde. Store Grete og Lille Viggo så kvinderne gå ind i huset igen og stod ud af ladvognen. ”Vi skal da over og hilse på dem” sagde Store Grete med lidt for meget begejstring i stemmen. ”Nej, det skal vi ikke. Nu skal vi tømme ladvognen!” sagde Lille Viggo, der var overbevist om, at det ville være til alles fordel at udskyde præsentationen et par dage. Efter flere timer var de færdige med at bære alle tingene ind i huset. Flyttekasserne og møblerne var fordelt i de respektive rum. Store Grete satte sig udmattet ned i den ene lænestol i stuen. Det var hårdt kun at være to til det tunge læs, men de var vant til at klare det meste selv. Store Grete kunne høre Lille Viggo åbne den ene kasse efter den anden ude i køkkenet. Lidt efter hørte hun et par glas klirre. Han kom ind i stuen med glas og en flaske af deres yndlingssnaps. Han satte sig i den anden lænestol og skænkede op til dem begge. Han rakte Store Grete et glas og hævede sit eget. ”Skål” sagde han og kiggede kærligt på sin store Grete. ”Skål” sagde hun og kiggede kærligt på sin lille Viggo. Og således var byen nu vokset med 2 indbyggere mere.

AprilFiction #2

Slagtermesterens kone rømmede sig bestemt og fægtede med armene i et forsøg på at påkalde sig opmærksomhed nede fra græsset. I Sladderkællingeklubben var slagtermesterens kones raseri berygtet og ingen ved deres fulde fem, ønskede af være årsag til den. Desværre havde købmandens kones åndsnærværelse fortabt sig i lyden af Store Gretes rungende og lidet ørevenlige latter. Hun bemærkede ikke, at slagtermesterens kones ansigtskulør havde indtaget en anseelig rød farve, hvilket ellers plejede at være et godt pejlemærke for, hvornår man skulle tage sig i agt. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Heller ikke slagtermesterens kones sammenkogte raseri. I sidste ende var det den, der fik hende op at stå ved egen hjælp. På vejen op blev købmandens kone noteret i hendes mentale sorte bog for anden gang denne dag. Hun var allerede noteret for at have en mand, der lejede sin afdøde mors hus ud til de forkerte. Næh, købmandens kone var bestemt ikke i kridthuset. Desværre var slagtermesteren og købmanden afhængige af hinandens eksistens, hvilket gjorde det temmelig svært for slagtermesterens kone at hælde sin vrede ud over købmandens kone, men så måtte hun jo lade den gå ud over en anden. Og i dette øjeblik blev Store Grete den evige genstand for landsbyens sladderkællingers største interesse.

AprilFiction #1 – del 2

Som de stod der, side om side, følte den sidste i rækken at noget manglede. Hun kunne bare ikke komme i tanke om, hvad det var. Hun sendte apotekerens kone et undrende blik. Apotekerens kone, der vidste mere end hun havde lyst til om byens borgere, holdt det meste for sig selv og var derfor kun var på tålt ophold i Sladderkællingeklubben. Lige her var hun dog på udebane og vidste faktisk ingenting, så hun skyndte sig at sende blikket videre til krofatterens kone. Krofatterens kone hørte ofte et og andet, men det var mest usammenhængende brudstykker. Det afholdt naturligvis ikke Sladderkællingeklubben fra at sætte brudstykkerne sammen til helheder, men de var forbundet med en vis usikkerhed og gav ikke mening for andre end dem selv. Her måtte hun opgive og sende det undrende blik videre i rækken til købmandens kone. Købmandens kone, der vidste meget om både byens og nabobyernes borgere, besvarede blikket med rynkede bryn. Hun følte virkelig at hun vidste, hvad der manglede, men kunne ikke sætte ord på. Med fortrydelse malet i ansigtet drejede hun hovedet for at sende blikket videre til slagtermesterens kone, der mente at vide alt om alle, selvom de andre vidste, at hun vidste meget mindre end hun selv troede. Købmandens kone standsede midt i videresendelsen og spærrede øjnene op. Der stod ingen ved siden af hende. Hun fik øje på noget ud af øjenkrogen og kiggede ned. Der lå slagtermesterens kone og sendte et alt for velkendt blik tilbage på hele rækken. Der gik et gys gennem dem alle. Hun rakte armen op mod købmandens kone, der lige skulle til at tage imod, for at hjælpe hende op, da der lød en meget høj og ubestemmelig lyd over fra den anden side af vejen.

AprilFiction #1 – del 1

Én greb fat i apotekerens kone, der mistede balancen og greb fat krofatterens kone, der mistede balancen og greb fat i købmandens kone, der mistede balancen og greb fat i slagtermesterens kone, der mistede balancen, men ikke havde nogen at gribe fat i. Hvis man i dét øjeblik satte blikket i slowmotion ville man se et menneske lave rygcrawl i luften i et desperat forsøg på enten ikke at falde eller lande blødt. Slagtermesterens kone forsøgte at gribe fat i hækken, men den var der ikke. Det eneste hendes hænder fik fat i var luft. Nuvel, hun syntes da bestemt, at luft som sådan var gavnlig, i hvert fald for de fleste, men lige dér mente hun nu noget andet. Tyngdekraften var imod hende og hun væltede tungt ned i græsset. Her måtte hun sande, at ikke blot var hækken for tyndtbevokset og for lav, den var også for kort til at skjule sig bag. De andre lå og rodede rundt på græsplænen, mens de forsøgte at hjælpe hinanden på benene. Det tog længere tid end rimeligt var, men sådan var det med dominobrikker. De krævede en vis balancekunst. Her måtte de dog se i øjnene, at rigelige mængder af slagtermesterens kones frokostpølsebord kunne give en fornemmelse af slagside. En efter en lykkedes det dem at komme på benene. De rettede på tøjet og fjernede græs og blade med hurtige bevægelser. Og stillede sig umærkeligt tilbage i en række.

MarchMicroFiction #25

Store Grete og Lille Viggo satte aldrig børn i verden. Det var ikke fordi de syntes, at et liv med sladderkællinger var skidt for børn. Herreste Gud, man skulle jo bare lære dem vigtigheden af at få det sidste ord, for “så visner sladderkællinger som potteplanter i vindueskarmen hos en afdød, der har ligget lidt for længe”. Lille Viggo mente det mere handlede om at lære dem ikke at være sladderkællinger. Det var heller ikke fordi de ikke prøvede. Det gjorde de såmænd længe. Til sidst måtte Store Grete og Lille Viggo dog sande, at verden ikke ville tage imod.

MarchMicroFiction #24

Lille Viggo, fortabt i minder om juletræsfest og julemandsrolle, blev hevet tilbage i ladvognen med et sæt. Han missede med øjnene, drejede hovedet og kiggede på Store Grete. Hun sad med tårer på kinderne og udsendte en alt for genkendelig lyd. Hendes vældige korpus rystede, så ladvognen gyngede. Midtimellem tågehornslyde og tårer pegede Store Grete igen på genboens have. Han vendte sig og kiggede. Det gibbede i ham. Kvinderne havde rejst sig og stod side om side. Som standerlamper i et udstillingsvindue. Uden lys i pæren. De gloede på en gyngende ladvogn og en lyd de ikke havde hørt mage.

MarchMicroFiction #21 #22 #23

Lille Viggo foretrak at holde andres opmærksomhed på et minimum. Især den, der havde en vis pinagtighed over sig. Og det kunne til tider være lidt af en udfordring med Store Grete ved sin side. Lille Viggo havde ikke været upåvirket af alle de øjne, store som små, der havde kigget med lige dele rædsel og vantro på ham og Store Grete ved juletræsfesten. Da han året efter helt uventet fik tilbudt julemandsrollen igen, afstedkom det en af ganske få ægteskabelig kriser. Store Grete, der sjældent lod en chance for at gentage en lidet succesfuld forestilling gå forbi sig, jublede. Han måtte gennemleve flere nætter med forfærdelige mareridt. Han så grådkvalte børn overalt. Forældre med djævleansigter og lange røde tunger. Et levende juletræ, der slog med grenene, så julepynten føg om ørene. Et rensdyr, der stak af med en ambulance i så høj fart, at bagdøren fløj op og båren med Store Grete fløj med. Til sidst måtte han indse, at hans tid som julemand var slut næsten før den var begyndt. Store Grete forsøgte at overtale ham og hun lovede ham endda, at hun nok skulle lade være med at grine. Da han ikke lod sig overbevise, afsluttede hun den næsten endeløs forsvarstale for julemandsrollen med ... “hvis du ikke vil være julemand, så vil jeg!” Ligge Viggo kvitterede med åndenød, tics og sløret syn. Det skete meget sjældent og gik Lille Viggos natur meget imod at tale i bestemt tonefald over for Store Grete. Og meget ville han stå model til i kærlighedens navn. Der var dog en grænse og den var nået lige dér. Løsningen blev et kompromis. Hun droppede tanken om julemandsrollen og han lovede at være julemand, når de selv fik børn. Store Grete og Lille Viggo vidste dog endnu ikke, at de børn aldrig kom.

MarchMicroFiction #18 #19 #20

Lille Viggo og Store Grete sad inde i ladvognen og gloede på de væltede kvinder i genboens have. Med kæber hængende ned i skødet og øjenbryn så hævede, at de næsten gik i ét med håret. Kvinderne moslede rundt ved hækken og forsøgte at rejste sig ved at støtte sig til hinanden. Det gik godt indtil en af dem mistede balancen igen. Lille Viggo tænkte, at “det er nu alligevel specielt” Store Grete sagde, at “det er nu alligevel specielt” Lille Viggo anstrengte sig for ikke at vende sig og kigge på Store Grete. I aparte situationer som denne, var der overhængende fare for, at hun ville bryde ud i latter. Og ligesom med Store Gretes uudtømmelige ordstrøm, krævede hendes latter også en vis tilvænningsperiode. Den frembragte en særegen lyd, der ikke sådan lod sig beskrive, men han tænkte ofte på tågehorn, dampmaskine og får. Han mente ikke, at det nødvendigvis var det bedste førstehåndsindtryk. Lille Viggo tænkte med gru på juletræsfesten, hvor han engang påtog sig rollen som julemand. Nuvel, han vidste godt, at hans størrelse måske ikke var julemandsstørrelse, men han klædte sig ud efter bedste evne. Store Grete, der ikke mente at den evne var særlig udtalt, grinede så meget, at hun til sidst måtte støtte sig til et bord. Nogle misforstod situationen og tilkaldte en ambulance. Han forsøgte at overbevise redderne om, at lyden ikke kom fra et menneske i akut nød, men de insisterede på at tage hende med. Store Grete var ude af stand til at tale selv og han så derfor ikke anden udvej end at køre med hende i ambulancen. Senere hørte han, at nogle af børnene var begyndt at græde i ren og skær skuffelse over, at julemanden kom med ambulance og ikke rensdyr og slæde. Han var aldrig julemand igen.

MarchMicroFiction #15 #16 #17

Sladderkællingerne sad samlet omkring det ugentlige frokostpølsebord hos slagtermesterens kone. Hun sad som altid for bordenden, hvorfra hun, med sit tydelige talent for misbilligende blikke, kunne styre slagets gang. Hun slog på glasset, ventede et øjeblik og kiggede så rundt på dem, der ikke havde forstået budskabet. Luften blev tyk af halve sætninger, der utålmodigt måtte vente på en afslutning. Så tog hun hul på dagsordenen. Med himmelvendte øjne og en tilpasset mængde “tsk tsk”, berettede hun om gårsdagens kunders hensynsløse snak. Under “Eventuelt” fortalte hun om den nyhed, som alle kendte forvejen, men erfaringsmæssigt vidste, det var bedst at modtage med et velanrettet “næh dog” og overrasket mine. Pludselig holdt hun inde og stirrede ud ad vinduet. Alle drejede hovedet og fulgte hendes blik. På den anden side af vejen standsede en overfyldt ladvogn med hylende bremser. Det tog dem nøjagtig én mundfuld pølsemad at absorbere det de så og til de stod ude i forhaven, hvor de forsøgte at kombinere nysgerrighed med skjul bag den lave tyndtbevoksede hæk. —- Store Grete standsede midt i en sætning om at anlægge et ukrudtsbed i forhaven. Lille Viggo, der kun sjældent oplevede Store Grete tale i halve sætninger, kiggede forskrækket på hende. Hun stirrede måbende, mens hun pegede over på den anden side af vejen. Han drejede hovedet og kiggede ud. Synet af en flok kvinder, på hug bag en lav tyndtbevokset hæk og med ansigterne presset helt ind mellem bladene for at kunne se mest muligt, var ganske aparte. Bedre blev det ikke, da bagtroppen mistede balancen, væltede til siden og dermed igangsatte en dominoeffekt, der først standsede da sidste kvinde var væltet ud fra sit skjul for enden af hækken. Mange år fremover kunne sladderkællingerne, Store Grete og Lille Viggo altid huske præcis hvilken ugedag de var flyttet til byen.

MarchMicroFiction #14

Slagtermesterens kone var selvudnævnt æresmedlem af Sladderkællingeklubben. Det var trods alt hende, der havde fået ideen til og afholdt de ugentlige frokostpølsebordsmøder, efter hun en sommer hjalp sin mand i slagterbutikken. Den sommer endte hun med at lide af både dobbeltsyn og mareridt på grund af kundernes hæmningsløse udbasunering af deres liv. Slagtermesteren nedstemte hendes forslag om at bede kunderne tale mindre og bad hende i stedet søge hjælp til at håndtere situationen. Nu hjalp hun i butikken om onsdagen og inviterede til frokost om torsdagen. På sådan en torsdag parkerede en overfyldt ladvogn foran købmandens afdøde mors hus overfor.

Site Footer