MarchMicroFiction #13

Lille Viggo parkerede ladvognen foran den frimærkestore have ved det røde hus, der skulle være hans og Store Gretes hjem de næste mange år. Store Grete havde snakket om indretningen af huset hele vejen og var færdig før de overhovedet nåede frem. Det ringede for Lille Viggos ører. Han måtte indrømme, at han så frem til, at de skulle tømme ladvognen, så hun forhåbenligt ville blive så forpustet, at hun ikke havde luft til at tale. Pludselig stoppede Store Grete midt i en sætning om alt det vidunderlige hun kunne gøre med frimærkehaven. Hun pegede over på det modsatte fortorv.

MarchMicroFiction #12

En varm sommerdag flyttede Store Grete og Lille Viggo til landsbyen i en ladvogn fyldt til randen og mere til. De havde lejet købmandens afdøde mors hus. Købmanden var som udgangspunkt et betænksomt menneske og holdt den forestående byforøgelse hemmelig for sladderkællingerne. Til tider var han dog også et naivt menneske. En dag truede de med at begynde at fortælle sandheden, altså den hele, hvis ikke han fortalte dem mere om det de havde hørt andetsted. Købmanden fik hjerteflimmer ved tanken om sladderkællingerne som sandhedsvidner og de konsekvenser det ville få. Derfor stod sladderkællingerne klar, da et umage par ankom.

MarchMicroFiction #11

Når Store Grete talte, var intet for småt eller for stort til at blive vendt. Og alt småt blev stort og alt stort blev endnu større. Det var ikke fordi hun som sådan lavede om på sandheden, den del tog andre sig af, men hun overdrev måske en smule. Store Grete både talte og klædte sig i mange farver. Det havde krævet en del af Lille Viggos stakkels ører at vænne sig til Store Gretes uudtømmelige ordstrøm. Henover årene var hendes ord dog blevet en så umærkelig del af den luft han åndede, at han var bange for, hvad der ville ske, hvis hun en dag blev tavs.

MarchMicroFiction #10

Det tætteste man i landsbyen kom på hele sandheden, næstefter hestens egen mund, var købmanden. Efterspørgslen var stor, men han meldte udsolgt af hensyn til butikkens og landsbyens overlevelse. Købmanden var den første, der hørte sladderkællingerne sætte Store og Lille foran Grete og Viggo. De kiggede indforståede på hinanden og forventningsfulde på ham, stolte over deres egen kreativitet og modtagelige for et anerkendende nik. Han måtte gøre gode miner til slet spil. For hvis hele sandheden skulle frem, og det skulle den jo helst ikke, så havde nogen været kreative før dem

MarchMicroFiction #9

Store Grete og Lille Viggo var ikke kun forskellige i størrelse. Munden stod sjældent stille på Store Grete, når de rumsterede rundt derhjemme. Og det gjorde de for det meste. Det undrede Lille Viggo, hvorfor hun havde så meget at fortælle. Standsede hun midt i ordstrømmen og stillede et spørgsmål, talte han indeni sig selv. Hvis han nåede til ti, før hun ufortrødent fortsatte, svarede han. Som regel nåede han kun til fem. Sådan var de som skabt for hinanden. Alle de ord Lille Viggo ikke havde, havde Store Grete til overflod. Og de levede sammen som 2 velsmurte tandhjul.

MarchMicroFiction #8

Store Gretes mand, Lille Viggo, var død for mange år siden. Hvert eneste år på hans dødsdag havde Store Grete flaget hele dagen og spist skipperlabsskovs på kroen om aftenen. Denne tilbagevendende fejring af sin mands død var naturligvis faldet sladrekællingerne for brystet. Enhver kunne jo nok forstå, at det var en temmelig upassende adfærd sådan at glæde sig over sin mands død. Næh, der var noget suspekt over Store Gretes årlige ritual. Hvad ingen vidste var, at Store Grete sluttede dagen hjemme i stuen med et billede i skødet og hævet snapseglas. For Lille Viggo døde på sin fødselsdag

MarchMicroFiction #7

De måbende tåber, der stod samlet om Store Gretes kiste i kapellet, var landsbyens sladderkællinger. Deres kilde af halve sandheder var uudtømmelig og eneste grund til, at landsbyen aldrig døde ud. Ingen ville jo flytte, før de havde fået den hele med. Det var også dem der, højlydt hviskende og med slet skjult ivrighed, havde berettet overfor købmanden, at Store Grete havde taget sin stakkels mand, Lille Viggo, af dage. De mente at vide, at hun med hele sit store korpus ganske enkelt havde klemt ham til døde. Præcis hvordan og hvorfor, ventede man stadig på at få at vide.

MarchMicroFiction #6

“Så ka I lære det!!!” Store Grete lagde sig mageligt til rette i kisten, smækkede med låget og tog herfra med en uindløst vinderlottokupon i baglommen. Sådan var det med Store Grete. Hun forspildte ikke en chance for at gøre et stort nummer ud af alting. Det gjorde hende til den naturlige genstand for landsbyens sladder. Men det rørte ikke Store Grete, for hun levede efter devisen at kunne hun blot få det sidste ord var resten bare ligegyldige detaljer. Tilbage ved hendes kiste stod en flok måbende tåber, der alle var enige om, at “dét var lige groft nok!”

MarchMicroFiction #5

Hvis jeg var: -et træ ville jeg vælte ned i huse i stormvejr, gennem taget og flække hoveder og lemmer på menneskene fuldt optagede af Paradise, sport og X-Factor. -en tornado ville jeg feje gennem gaderne, suge alle op på min vej op, give dem en flyvetur til de brækker sig og først give slip langt oppe i luften. -en flodbølge ville jeg højtryksspule mennesker, biler, fabrikker og højhuse væk og efterlade dem smadrede i en kæmpe bunke. Men det er jeg ikke. Jeg er bare en lille fugl. Og nu flyver jeg ud og skider på alverdens røvhuller.

MarchMicroFiction #4

Nullermændene ligger veltilfredse og dovner på trægulvet bag døren. Mennesket lader næsten altid døren stå åben, så de har fred og ro til at lege skjul uden at riskikere liv, støvfnug og hår. Nogen gange mødes de alle sammen og holder fest bag døren. De kravler oven på hinanden for at komme til. De er ret mange, så de sidstankomne er så forpustede af al den fysiske aktivitet, at de uforvarende kommer til at blæse til nogle af de andre deltagere. De hvirvler op i luften og laver flere kolbøtter på vejen ned. Heldigvis er chancen for blød landing stor.

Site Footer