Lille Viggo parkerede ladvognen foran den frimærkestore have ved det røde hus, der skulle være hans og Store Gretes hjem de næste mange år. Store Grete havde snakket om indretningen af huset hele vejen og var færdig før de overhovedet nåede frem. Det ringede for Lille Viggos ører. Han måtte indrømme, at han så frem …
En varm sommerdag flyttede Store Grete og Lille Viggo til landsbyen i en ladvogn fyldt til randen og mere til. De havde lejet købmandens afdøde mors hus. Købmanden var som udgangspunkt et betænksomt menneske og holdt den forestående byforøgelse hemmelig for sladderkællingerne. Til tider var han dog også et naivt menneske. En dag truede de …
Når Store Grete talte, var intet for småt eller for stort til at blive vendt. Og alt småt blev stort og alt stort blev endnu større. Det var ikke fordi hun som sådan lavede om på sandheden, den del tog andre sig af, men hun overdrev måske en smule. Store Grete både talte og klædte …
Det tætteste man i landsbyen kom på hele sandheden, næstefter hestens egen mund, var købmanden. Efterspørgslen var stor, men han meldte udsolgt af hensyn til butikkens og landsbyens overlevelse. Købmanden var den første, der hørte sladderkællingerne sætte Store og Lille foran Grete og Viggo. De kiggede indforståede på hinanden og forventningsfulde på ham, stolte over …
Store Grete og Lille Viggo var ikke kun forskellige i størrelse. Munden stod sjældent stille på Store Grete, når de rumsterede rundt derhjemme. Og det gjorde de for det meste. Det undrede Lille Viggo, hvorfor hun havde så meget at fortælle. Standsede hun midt i ordstrømmen og stillede et spørgsmål, talte han indeni sig selv. …
Store Gretes mand, Lille Viggo, var død for mange år siden. Hvert eneste år på hans dødsdag havde Store Grete flaget hele dagen og spist skipperlabsskovs på kroen om aftenen. Denne tilbagevendende fejring af sin mands død var naturligvis faldet sladrekællingerne for brystet. Enhver kunne jo nok forstå, at det var en temmelig upassende adfærd …
De måbende tåber, der stod samlet om Store Gretes kiste i kapellet, var landsbyens sladderkællinger. Deres kilde af halve sandheder var uudtømmelig og eneste grund til, at landsbyen aldrig døde ud. Ingen ville jo flytte, før de havde fået den hele med. Det var også dem der, højlydt hviskende og med slet skjult ivrighed, havde …
“Så ka I lære det!!!” Store Grete lagde sig mageligt til rette i kisten, smækkede med låget og tog herfra med en uindløst vinderlottokupon i baglommen. Sådan var det med Store Grete. Hun forspildte ikke en chance for at gøre et stort nummer ud af alting. Det gjorde hende til den naturlige genstand for landsbyens …
Hvis jeg var: -et træ ville jeg vælte ned i huse i stormvejr, gennem taget og flække hoveder og lemmer på menneskene fuldt optagede af Paradise, sport og X-Factor. -en tornado ville jeg feje gennem gaderne, suge alle op på min vej op, give dem en flyvetur til de brækker sig og først give slip …
Nullermændene ligger veltilfredse og dovner på trægulvet bag døren. Mennesket lader næsten altid døren stå åben, så de har fred og ro til at lege skjul uden at riskikere liv, støvfnug og hår. Nogen gange mødes de alle sammen og holder fest bag døren. De kravler oven på hinanden for at komme til. De er …