MarchMicroFiction #7
De måbende tåber, der stod samlet om Store Gretes kiste i kapellet, var landsbyens sladderkællinger. Deres kilde af halve sandheder var uudtømmelig og eneste grund til, at landsbyen aldrig døde ud. Ingen ville jo flytte, før de havde fået den hele med.
Det var også dem der, højlydt hviskende og med slet skjult ivrighed, havde berettet overfor købmanden, at Store Grete havde taget sin stakkels mand, Lille Viggo, af dage. De mente at vide, at hun med hele sit store korpus ganske enkelt havde klemt ham til døde. Præcis hvordan og hvorfor, ventede man stadig på at få at vide.