Intet usædvanligt

Udestuen er deres yndlingsrum i den store patriciervilla. Det er her hun altid sidder og sysler med sine broderier, mens han er på arbejde. Det er her han altid sidder og læser avisen ved det lille bord, når han kommer hjem. Det er her hun lytter til ham, når han fortæller om sin dag. Det er der intet usædvanligt i. Han sidder ved bordet nu og læser dagens avis. Døren ud til den store frodige have står åben. Hun står og læner sig op ad dørkarmen og indsnuser sommeraftenens duft. Hun betragter ham. Hans rolige bevægelser, når han med sine lange slanke fingre bladrer i avisen. Hun følger hans øjne, mens de skimmer hen over siderne. Det er der intet usædvanligt i. Hun står der for de små pauser han plejer at holde i avislæsningen, når han bliver for bevidst om, at hun betragter ham. Pauserne, hvor han tavst kigger op på hende og ser hende smile, hvor han smiler tilbage og læser videre. Pauserne, hvor han engang imellem indvier hende i lidt af det han læser. Det er der intet usædvanligt i. Hvis han kigger op på hende nu, vil han se en lille rynke mellem øjnene i hendes ansigt. Han vil se, at hun forsøger at smile, men at smilet ikke når øjnene. Han vil se, at hun skiftevis gnider sig i hænderne og piller ved sin lange nederdel. Han vil se, at hendes øjne flakker. Hvis han kigger op. Men det gør han ikke. Og det er der noget usædvanligt i. Skriveøvelse, inspireret af et billede på min væg ("Sommeraften ved den danske Kyst", C. Wentorf)

Naturen går sin gang

I horisonten hænger tågen over havet, som en tæt lydisolerende mur. Den efterlader bitte små dråber af vand i mit ansigt. Fasanhanen står og kræver opmærksomhed, som en mægtig konge iført majestætisk kappe, mens den spejder ud over området. Rådyrene krydser den lille bro ved søen, på jagt efter noget at spise. De nipper visne efterårsfarvede blade af buskene, mens kaninerne hopper rundt mellem dem. En vanddråbe river sig løs fra toppen af et blad, triller ned til kanten, hvor den hæger sig fast, for ikke at falde i afgrunden. Bladet slår kækt med halen og vanddråben svinger lidt frem og tilbage, før den til sidst mister grebet. Den falder ned gennem luften og lander på jorden, der grådigt suger den til sig. Solen kaldes til kamp mod tågen, der stædigt holder på retten til at fylde. Det er Davids kamp mod Goliat. Den sande helt vinder til sidst. Tågen må vige pladsen for solen. Den kølige fugtige luft skutter sig og lader sig indhylle i solens varme. Lyset fra solen fanger vanddråberne, der ligger som et slør over hele træet. Dråberne glinser og får træet til at ligne en overdimensioneret stjernekaster. Vinden vågner og strækker sig dovent med langsomme bevægelser. Den puster let og drillende til bladene og grenene, der kvitterer med stille dans. Vinden lægger op til mere. Naturens går sin gang. Skriveøvelse uden specifikt emne og uden fast tid. Inspireret af naturen udenfor døren i sommerhus på Fanø.

Skår

I starten rører han ikke vasen. Han nøjes med at betragte den. Indgående. Vurderende. Først på afstand, men over tid, næsten i al ubemærkethed, kommer han nærmere og nærmere . Til sidst er han så tæt på, at det ikke længere er nok bare at se. Han holder pegefingeren hen til vasen. Fingerspidsen er så tæt på, at det kribler i ham. Han lader den lige akkurat røre overfladen. Let som et fnug på vasens krop. Han mærker trangen til at trykke lidt hårdere. Han trækker hånden til sig og træder et par skridt tilbage. Betragter igen på afstand. Vasens skrøbelighed frister ham. Hvor meget skal der til før den vælter. Han mærker uroen sprede sig i kroppen. Han er nødt til at prøve igen. Komme tæt på. Røre. Få vished. Få ro. Han går de to skridt hen til vasen igen. Holder pegefingeren hen mod vasen. Denne gang lader han fingerspidsen hvile på den. Ingenting sker. Så trykker han lidt hårdere. Vasen skubbes et lille stykke, men den vipper ikke. Han mærker en snert af skuffelse. Han tænker sig om et øjeblik. Måske skal han prøve et andet sted. Han lader fingerspidsen glide op ad og mærker vasens glatte overflade. Han standser ved kanten. Det må være lettere her. Uroen tager til. Han giver vasen et lille skub. Endelig. Den giver sig til at vippe. Fra side til side. Men efter et øjeblik genfinder den balancen. Så står den stille. Irritationen vælter op i ham. Han kigger på vasen med lynende øjne. Som om den betragter ham. Vrede blander sig med uroen. Nej! Den skal ikke få lov at få ham til at føle sådan. Så giver han vasen et hårdt skub. Denne gang mister den balancen med det samme. Den vipper ud over kanten, drejer en omgang i luften, før den smadres mod gulvet med et brag. - - - o - - - Han står på afstand og betragter stumperne på gulvet. Roen er tilbage i kroppen. Han smiler. Så vender han sig rundt og går. Om et øjeblik har han glemt alt om den bunke af skår han har efterladt.

Sol og Måne

Sol er træt og glæder sig til at komme i seng. Den gør sig klar og begynder at gå ned. På vejen ned møder den Måne, der, frisk og udhvilet efter en god dags søvn, er på vej op. - Godmorgen Måne. Hvor ser du frisk ud! - Tak skal du have, Sol. Gid jeg kunne sige det samme om dig, men du ser mig altså ærlig talt lidt træt ud. Hård dag på arbejde? Sol skal lige til at komme med en spydig bemærkning på grund af Månes ubetænksomme kommentar, men når at stoppe sig selv. Måne mener det jo godt, men er måske bare lidt kluntet til at udtrykke sig. Og Sol er træt og ved, at så er lunten kort. - Ja, det har været udfordrende. Menneskene har været meget krævende i dag. Jeg har skullet arbejde ekstra hårdt for at følge med efterspørgslen. - Nå da, det lyder ikke så rart. Så få du dig en god nats søvn. Den er dig velundt. Godnat. - Tak, Måne. Hav en god nat på arbejde. Jeg håber du får lidt mere ro. - Jo tak, det skal jeg nok få. Menneskene har det med at opføre sig lidt mærkelig, hvis jeg lyser for meget, så jeg forsøger at arbejde så lidt som muligt. Da Sol når helt ned, børster den strålerne, lægger sig i den store runde seng og falder hurtigt i søvn. ... Da Måne møder på arbejde, er der kun ganske få bestillinger i ordrebogen. Månen overvejer lidt, hvad tiden skal gå med, og bestemmer sig for at kontakte Stjerne & Cofor at høre om de vil hænge lidt ud. - Hej Stjerne, det er Måne. Har du og dine kolleger lyst til at holde mig med selskab? Jeg har ikke så meget at lave. - Hej, Måne. Det lyder hyggeligt, men jeg tror altså det bliver svært. Vi har inviteret Stjerneskud til at lave opvisning, og det har været så populært, at vi er nødt til at lave ekstra forestillinger i aften. Måne afslutter samtalen og mærker en snert af misundelse over, at både Sol og Stjerne tilsyneladende er så eftertragtede. Måske er det på tide at foreslå jobrotation. Det er ganske vist ikke normalt i denne branche, men Måne hørte engang om noget, der kaldes ”Disruption”. Måske er det mere spiseligt, hvis det ord bruges, når ideen skal sælges. Resten af natten går tiden med at hænge alene ud i mørket. Det bliver en meget lang nat. Måne keder sig gevaldigt og glæder sig meget til at skulle i seng. Og måske vil Sol snakke lidt på vej op. … Sol vågner langsomt op, men har lidt svært ved at komme helt op over overfladen. Både fordi Sky holder demonstration, og fordi Måne har huseret i Sols drømme hele natten. Det er ikke sket før. Tanken om Måne får det til at kilde i Sols runde gule mave. Det føles altså helt forkert. Hvad vil Stjerne ikke tænke? Og Sky? Gud, måske er det derfor Sky demonstrerer? Måske har Sol snakket i søvne? Og hvad med Stjerneskud? Nej, det går ikke. Sol bruger al sin energi på at forsøge at skubbe tanken om Måne til side. Hvis Sky har tænkt sig at demonstrere hele dagen, er det alligevel begrænset, hvor meget energi der skal bruges. Efter strålebørstning møver Sol sig forbi Sky og undgår enhver øjenkontakt. Lidt efter kommer Måne til syne på sin vej ned i seng. Åh nej, tænker Sol og mærker panikken sprede sig. - Godmorgen Sol, siger Måne frisk. - Godnat, mumler Sol og kigger ned. - Nå da, der er vist en der har fået den forkerte stråle ud af sengen, hva? Eller har man måske drømt frække ting i nat?, siger Måne og griner kækt. Sol bliver helt rød i hovedet, får det pludselig meget varmt og skynder sig forbi både Måne og alle de mange deltagere i Skys demonstration. Efter at have sundet sig en stund, når Sol op i det fri, skruer helt op for strålerne og tænker, at nu kan verden bare komme an. Opvarmningsøvelse fra 24-timers skriveeksil på Fur sammen med andre skrivefæller. Trak 3 ord, der skulle indgå i en tekst: måne, is og cowboy. Som den opmærksomme læser har konstateret, er kun månen tilbage efter dagens redigering.

ZeroFood

Alarmen når som altid kun at udsende et enkelt bip eller to før hun vågner. Hun rækker højre arm ud til siden og presser pegefingeren ned på sengekanten. Alarmen slukker. Hun ligger på ryggen og kigger ud i mørket. Hvis hun bliver liggende for længe, vil alarmen begynde at bippe igen. Hun begynder at tælle. ”1..2..3..4..5..6..7..8..9..10..11 ... ” Hun når til 53 før alarmen bipper igen og hun presser fingeren ned på kanten for at slukke den. Hun har forsøgt at regne ud, hvor lang tid hun kan blive liggende, men hun når til et forskelligt tal hver gang hun tæller. Hun ville ønske hun vidste, hvad klokken er, men hun har mistet tidsfornemmelsen. Hun er usikker på, hvor længe hun har været her. Det kan lige så godt være en måned, som det kan være to, tre eller flere. Hun sætter sig op, svinger benene ud over sengekanten og sidder lidt og kigger ned for sig. Så rejser hun sig og det grønne lys i panelerne tænder. Lyset er så svagt, at hun skal famle sig frem. Hun aner konturerne af stålkommoden til højre og træder et par skridt frem. Hun lader fingrene glide hen langs den øverste skuffe indtil hun finder håndtaget. Hun trækker skuffen ud og det røde indbyggede lys tænder. Hun tager den øverste pakke, fra den sirligt stablede stak i skuffen, og åbner den. Hun hiver engangsmorgenkåben ud og smider plastikemballagen oven på kommoden. Morgenkåben er mast helt flad af vakuummet og hun ryster den hårdt for at folde den ud, før hun tager den på. Hun hader dens gennemsigtighed og følelsen af plastik mod sin hud, men det er trods alt bedre end at være helt nøgen. Og det er nu engang den eneste form for beklædningsgenstand hun får udleveret, da hun ankommer. Hun lukker skuffen i, det røde lys forsvinder og den eneste lyskilde er igen det svage lys fra panelerne. Hun følger lyset til hun når døren ud til gangen. Hun holder håndfladen ind mod den kolde stål et par sekunder og døren kører hurtigt og næsten lydløst ind i hulrummet i væggen til venstre. I gangen er der det samme svage lys som i soveværelset. Hun går til højre og følger lyset hen til ståldøren ind til køkkenet til venstre. Hun stiller sig foran den med front mod døren, spreder benene let, holder armene ud til siden og står helt stille. Hun lytter til den svage summen fra scanneren i døren, mens hun følger den blålige lysstribe, der langsomt bevæger sig op ad hendes krop, fra fødderne og hele vejen op over hovedet. Der lyder et bip, scanningen af hendes krops tilstand er færdig og døren forsvinder ind i væggen til højre. Det skarpe lys i køkkenet står i skærende kontrast til det mørke hun lige er kommet fra. Hun misser med øjnene og bliver stående et øjeblik, indtil de har vænnet sig til det. Hun træder ind i køkkenet og robotstemmen i de usynlige højtalere siger godmorgen i det sekund hendes fødder rører det hvidlakerede gulv. 3 af væggene består af store glaspartier, fra væg vil væg, fra gulv til loft. Midt i køkkenet står et aflangt blankpoleret stålbord og en høj sort taburet for enden. Hun går hen til bordet og placerer venstre håndflade oven på den indbyggede scanner i bordpladen. Nu ved de, at hun er klar til at spise. Hun sætter sig på taburetten og kigger hen på vinduerne. Hun ville ønske hun kunne kigge ud, men vinduerne er dækket af et lag film. Hun har endnu ikke fundet ud af, hvad der er derude. Om det hun kigger på, på den anden side, bare er et tomt dagslys. Hun har en fornemmelse af, at nogen holder øje med hende, mens hun sidder der i den gennemsigtige morgenkåbe. Hun glæder sig til at komme tilbage til soveværelsets mørke. Hendes mave rumler. Måltiderne er små, men store nok til, at hun kan holde følelsen af sult ud. Der lyder et bip henne fra den modsatte ende af bordpladen. Morgenmaden er klar. Hun rejser sig og går derhen, spændt på menuen. Der går kun et øjeblik før det lille sorte køleskab kører op gennem hullet i bordpladen. Hun åbner lågen og rækker hånden frem for at tage indholdet ud. Hun standser midt i bevægelsen og stirrer overrasket ind i køleskabet. Det er tomt. "Nr. 212-354-67” lyder det fra den monotone robotstemme i højtalerne. "Ja?" Hendes hjerte begynder at hamre. ”Du skal på ZeroFood Plus kuren” Der går et øjeblik før hendes hjerne forstår meddelelsen. ”Nej, nej, nej, der må være tale om en fejl. Hvordan kan I sætte mig på ZeroFood Plus kuren? Alt er jo regnet ud til mindste detalje!". "Den starter nu" "NEEEJ ...det er en fejl! Hører I!!!" råber hun. Hun begynder at ryste. Blodet bruser gennem kroppen som en flodbølge. Det suser for ørerne og hun føler benene giver efter under sig. Hun griber fat i bordkanten ZeroFood kuren er en straf til dem, der har taget mere end 150 gram på. Den betyder en ikke på forhånd fastsat periode uden mad og drikke. ZeroFood Plus kuren er ligesom ZeroFood, men med en ekstra straf oveni. Hvad den ekstra straf går ud på vides ikke på forhånd. Det eneste hun ved om den er, at man risikerer at blive sat på Skeleton kuren bagefter. Og den har endnu ingen overlevet. Sci-Fi skriveøvelse fra sommerens skrivekursus på Ry Højskole. Lettere omskrevet og ændret til nutid.

Fugl

Fuglen i dit indre øje flyver ind i din hjerne og forsvinder. Måske, det vides ikke med sikkerhed, slår den følge med sommerfuglene i din mave. Måske flyver den ud af dit venstre næsebor, når du sover. Måske forvilder den sig ned i din tyktarm, hvor den basker forskræmt med vingerne. Det, lægen tror er irritabel tyktarm, er måske i virkeligheden en fugl indsmurt i lort. Måske flyver den ud i dit ydre øje, hvor den bruger tiden på at lege fluen på væggen. Den ser alt det du ikke vil se. Den skræpper op om ting, du ikke vil vide. Måske siger den, at den har hørt en fugl synge om, at ...  alt muligt. Men hver fugl synger med sit næb. Hvis det var en andens ville det lyde anderledes. Måske. Alt er måske. Det eneste der er sikkert er, at før det falder dig ind, flyver fuglen igen. Skriveøvelse 12 minutter, oprindelig skrevet i datid. Inspireret af en linje fra CV Jørgensen "Før det faldt dig ind, var fuglen fløjet".

Træ

Han går rundt om sig selv i en andens verden. Herfra hans verden går. I ring. Itu. Ihjel. Hvis han går tretten omgange den ene vej og enogtredive den anden, bliver han svimmel og mister balancen. Så falder han hele vejen ned til kineserne. Eller måske bare til jordens indre. Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Han vil gerne op til overfladen. Så langt op mod lyset, at han kan spire. Han vil slå rod og vokse ind i himlen. Børn må lave ham til et klatretræ. Et pengetræ, et juletræ, et hængetræ. Kundskabens træ er han ikke sikker på. En træmand, måske. Han siger ikke meget. Måske kan ingen få øje på ham for bare træer. Skriveøvelse

Hanne

(fiktion - Bjarnes version - læs Hannes version) Han ligger på ryggen i sengen og overvejer, om han er klar til at stå op. Sådan har han ligget den sidste halve time. Det er slet ikke meningen, han skal være vågen nu, men mobilens ringetone sender en syl gennem kraniet, da Hanne ringer. Han holder en hånd op for munden og puster ud. Lugten og smagen af gammel tobak og alkohol, giver ham en ide om, hvordan en død gnu lugter. Han sætter sig op i sengen. Forsigtigt, for ikke at vække en eventuel lurende kvalme til live. Han sidder stille lidt og mærker efter tegn, men konstaterer til sin lettelse, at den eneste plageånd, han må trækkes med, er eftervirkningerne af den syl, den flækkede hans kranie. Han rækker ud efter en smøg på natbordet, tænder den og tager et stort sug. Som altid sætter dagens første smøg gang i en lavine af hosteanfald. Han venter på, at anfaldet stilner af. Så svinger han benene ud over sengekanten og står op. Sådan et hosteanfald har absolut ingen gavnlig effekt på hovedpinen. Han går ud i køkkenet, tager et par piller og et stort glas med hen til spisebordet og sætter sig. Han sluger pillerne på én gang og tømmer glasset. Han nyder stilheden og liver lidt op ved tanken om, at hans mor ikke hjemme denne weekend. Hendes evige pludren, der som regel er en blanding af formaninger og spørgsmål hun selv svarer på, driver ham til vanvid. Det magter han slet ikke i dag. Ja ja, han kan jo bare flytte, som Hanne og veninderne plejer at sige til ham, når han klager sin nød. Han ved godt de synes det er mærkeligt, at han som 58-årig stadig bor hjemme. Han ved også godt, at det måske ikke ligefrem er et trækplaster i forhold til kvinder. Det er ikke fordi han aldrig har været hjemmefra, det har han skam. I sine yngre dage bor han kortvarigt sammen med en kæreste. Hun bliver dog træt af en svigermor, der ordner vasketøj og dukker op ved spisetid to-tre gange om ugen. Han flytter hjem igen. Årene går, det ene efter det andet. Senere møder han Hanne nede på den lokale bodega. De bliver venner og begynder at hænge ud privat. Han vil noget mere og tror længe det er gengældt. Lige indtil den dag Hanne præsenterer ham for alle sine single veninder. Hanne. Han har stadig et blødt punkt for hende. Også når hendes stemme lyder som to pakker smøger og en halv flaske whisky i telefonen. At der kan tilføjes et par flasker vin til whiskyen, gør den ikke bedre. Det første hun siger er, at hun ikke kan huske en skid. Jo, hun kan huske middagen hos ham, men derefter er det hele sløret. Hun spørger, hvad de laver efter maden, men taler videre før han når at svare. Det samme sker, da hun spørger, hvordan hun er kommet hjem. Efter flere spørgsmål han ikke når at svare på, fornemmer han, at hun har en vis uvilje mod at kende svarene. Derfor undlader han at fortælle hende om den akavede scene, der udspiller sig på hendes badeværelse, efter han følger hende hjem. Han siger bare, at han heller ikke kan huske en skid.

Bjarne

Hun sidder i morgenkåben ved køkkenbordet med en kop kaffe. Hun falder lidt i staver, mens hun betragter den visne potteplante, hun fik af sin mor for et par uger siden. Hun føler sig sgu også lidt vissen i dag. Faktisk ret vissen. Hun har lige talt med Bjarne i telefonen. Det var åbenbart endt helt galt, da de havde drukgilde hos ham i går. Hun kan ikke huske en skid. Eller det vil sige, hun kan huske de spiste sammen. Og de første par flasker vin kan hun også huske, men derfra er det sløret. Hun vågner op hjemme i badekarret. Uden vand i. Til gengæld ligger hun der med bar røv og stiletter. Indhyllet i en pæn portion tømmermænd. Hun er tørstig som ind i helvede, da hun vågner. Hun overvejer at række hånden op, åbne for vandet og lade det løbe direkte ned i munden. Hun kan bare ikke rigtig overskue bevægelsen, eller hvordan hun skal synke vandet uden at brække sig. Hun har ikke helt styr på motorikken. Hun opgiver helt, da hun kommer til tænke på, at hun måske ikke vil være i stand til at lukke for vandet igen. Så kan hun ligge der og drukne sig selv, og hun kan godt komme i tanke om mere passende måder at ende sine dage på. Det passer hende ret dårligt, at nogen skal finde hende i den mundering. Hun har et helvedes hyr med at komme op af badekarret og opgiver hurtigt. Hun er stiv af kulde og ligger i en temmelig ubekvem stilling. Først ligger hun helt stille og forsøger at huske noget, men må erkende, at lystavlen er fuldstændig slukket. Tanken om, at hende og Bjarne måske har lavet noget, strejfer hende, mens hun ligger og forsøger at huske, hvordan hun er endt der. Den tanke har sgu ikke en særlig positiv effekt på tømmermændene. Faktisk bliver de meget værre og hun får en frygtelig kvalme. Det er den overvældende kvalme, der i sidste ende giver hende kræfter til at kravle op af badekarret. Hun får sig på mirakuløs vis trukket sig op og vippet ud over kanten. Hun lander på siden på gulvet, og ømmer sig, mens hun kommer op på alle fire. Hun kravler hen over gulvet mod toilettet. Hun begynder at kaste op, og holder den ene hånd for munden, mens hun kravler videre. Hun ligner en vingeskudt fugl, der har svært ved at holde balancen, mens bræk siver ud gennem fingrene og lander som klatter på gulvet. Hun når lige akkurat hen til toilettet, da en ny omgang er på vej. Det er sgu ikke hendes mest elegante øjeblik. Nu sidder hun her ved bordet, nyvasket og glor på den åndssvage potteplante. Hun er ikke kommet aftenens eller nattens hændelser nærmere. Heller ikke efter snakken med Bjarne, for han kan heller ikke huske noget. Det bliver en af de aftener de undgår at tale om i fremtiden. Bjarne. Hun smager lidt på navnet og får kvalme igen. Nej, han er sgu ikke lige noget for hende. Eller andre for den sags skyld. Ikke fordi han er grim eller noget. Eller det er jo heller ikke fordi han ligefrem er pæn, men hun har da mødt nogen, der er grimmere. Nej, problemet med Bjarne er, at han i en alder af 59 stadig bor hjemme hos sin mor. Hun synes det er grænseløst pinligt. Hun har altid være en selvstændig kvinde og sætter en ære i ikke at være afhængig af nogen. Og da slet ikke forældrene. Men det må han jo selv om. Han har da heller aldrig klaget over, at kvinderne ikke rigtig lægger an på ham. Hun tager en slurk kaffe mere, men laver en grimasse, da hun får halvlunken kaffe i munden. Hun sukker, hælder resten op i den visne plante, rejser sig og går hen og tænder for elkedelen. (fiktion - læs Bjarnes version)

Opbrud

Opbrud Det er en almindelig tirsdag aften. I en almindelig kernefamilie. I en almindelig lejlighed. Et almindeligt sted i Aarhus. Jeg er den eneste der ved, at om mindre end en time, er intet længere almindeligt i den lille, almindelige familie. Jeg sidder ved spisebordet i det lille køkken og nipper til et glas rødvin. Min veninden står ved komfuret, i gang med at jævne sovsen. Hendes mand sidder ved bordet sammen med mig. Døren er lukket næsten helt i ind til rummet ved siden af, hvor børnene, iført høretelefoner, er dybt begravet i computerspil. Lyden af halve samtaler blandet med sporadiske, hidsige udbrud og klapren i tastaturet, siver ind gennem sprækken mellem døren og karmen. Manden læser koncentreret i avisen og overlader al samtale til min veninde og jeg. Som altid taler vi om løst og fast, mest løst. Vi når ikke langt omkring før maden er færdig. Manden lægger avisen fra sig og går ind og henter børnene. Jeg fordeler bestik, glas og tallerkener, der står midt på bordet. Veninden sætter maden på bordet og sætter sig ned. Manden kommer tilbage, med børnene lige i hælene, og sætter sig tilbage på sin plads. Børnene har stadig adrenalin i kroppen efter computerspil, de er hektiske og mundhugges om, hvor de skal sidde. Det løser sig, da manden griber ind og beder dem stoppe og placerer dem overfor hinanden. Nogle minutter senere har vi alle fået noget på tallerkerne og der er faldet ro over børnene. De snakker med hinanden om noget de har oplevet i skolen. Den ældste tager sin mobil frem for at vise sin lillebror noget. Min veninde skal til at protestere og bede ham lægge den væk, men ombestemmer sig. Jo mere optaget børnene er, jo færre afbrydelser. Vi genoptager samtalen fra før og manden deltager denne gang. De sædvanlige emner vendes; arbejde, politik, et særtilbud i Netto, fælles venner. Stemningen er hyggelig. Som altid når samtalen til sidst at runde min vedvarende status som single. Selvom børnene er koncentreret om deres eget og ikke plejer at vise nogen form for interesse, bryder jeg mig ikke om at tale om det emne, når de er der. Jeg har aldrig nævnt det for dem. Jeg plejer bare at tale udenom, fortælle lidt, uden i virkeligheden at fortælle noget. I aften taler jeg også udenom. I aften rejser jeg mig fra bordet og henter min taske i entreen, kommer tilbage og sætter mig. I aften åbner jeg tasken, hiver en udskrift op af den og lægger den på bordet, så alle kan se den. I aften ser jeg blodet forsvinde fra mandens ansigt. I aften ser jeg veninden kigge vantro på sin mand. I aften ser jeg børnene kigge forvirret op på de voksne. I aften ser jeg en familie i opbrud. I aften siger jeg undskyld, rejser mig og går. (fiktion)

Site Footer