ZeroFood

ZeroFood

Alarmen når som altid kun at udsende et enkelt bip eller to før hun vågner. Hun rækker højre arm ud til siden og presser pegefingeren ned på sengekanten. Alarmen slukker. Hun ligger på ryggen og kigger ud i mørket. Hvis hun bliver liggende for længe, vil alarmen begynde at bippe igen. Hun begynder at tælle.

”1..2..3..4..5..6..7..8..9..10..11 … ”

Hun når til 53 før alarmen bipper igen og hun presser fingeren ned på kanten for at slukke den. Hun har forsøgt at regne ud, hvor lang tid hun kan blive liggende, men hun når til et forskelligt tal hver gang hun tæller.

Hun ville ønske hun vidste, hvad klokken er, men hun har mistet tidsfornemmelsen. Hun er usikker på, hvor længe hun har været her. Det kan lige så godt være en måned, som det kan være to, tre eller flere.

Hun sætter sig op, svinger benene ud over sengekanten og sidder lidt og kigger ned for sig. Så rejser hun sig og det grønne lys i panelerne tænder. Lyset er så svagt, at hun skal famle sig frem. Hun aner konturerne af stålkommoden til højre og træder et par skridt frem. Hun lader fingrene glide hen langs den øverste skuffe indtil hun finder håndtaget. Hun trækker skuffen ud og det røde indbyggede lys tænder. Hun tager den øverste pakke, fra den sirligt stablede stak i skuffen, og åbner den. Hun hiver engangsmorgenkåben ud og smider plastikemballagen oven på kommoden. Morgenkåben er mast helt flad af vakuummet og hun ryster den hårdt for at folde den ud, før hun tager den på. Hun hader dens gennemsigtighed og følelsen af plastik mod sin hud, men det er trods alt bedre end at være helt nøgen. Og det er nu engang den eneste form for beklædningsgenstand hun får udleveret, da hun ankommer. Hun lukker skuffen i, det røde lys forsvinder og den eneste lyskilde er igen det svage lys fra panelerne.

Hun følger lyset til hun når døren ud til gangen. Hun holder håndfladen ind mod den kolde stål et par sekunder og døren kører hurtigt og næsten lydløst ind i hulrummet i væggen til venstre. I gangen er der det samme svage lys som i soveværelset. Hun går til højre og følger lyset hen til ståldøren ind til køkkenet til venstre. Hun stiller sig foran den med front mod døren, spreder benene let, holder armene ud til siden og står helt stille. Hun lytter til den svage summen fra scanneren i døren, mens hun følger den blålige lysstribe, der langsomt bevæger sig op ad hendes krop, fra fødderne og hele vejen op over hovedet. Der lyder et bip, scanningen af hendes krops tilstand er færdig og døren forsvinder ind i væggen til højre.

Det skarpe lys i køkkenet står i skærende kontrast til det mørke hun lige er kommet fra. Hun misser med øjnene og bliver stående et øjeblik, indtil de har vænnet sig til det. Hun træder ind i køkkenet og robotstemmen i de usynlige højtalere siger godmorgen i det sekund hendes fødder rører det hvidlakerede gulv.

3 af væggene består af store glaspartier, fra væg vil væg, fra gulv til loft. Midt i køkkenet står et aflangt blankpoleret stålbord og en høj sort taburet for enden. Hun går hen til bordet og placerer venstre håndflade oven på den indbyggede scanner i bordpladen. Nu ved de, at hun er klar til at spise.

Hun sætter sig på taburetten og kigger hen på vinduerne. Hun ville ønske hun kunne kigge ud, men vinduerne er dækket af et lag film. Hun har endnu ikke fundet ud af, hvad der er derude. Om det hun kigger på, på den anden side, bare er et tomt dagslys. Hun har en fornemmelse af, at nogen holder øje med hende, mens hun sidder der i den gennemsigtige morgenkåbe. Hun glæder sig til at komme tilbage til soveværelsets mørke.

Hendes mave rumler. Måltiderne er små, men store nok til, at hun kan holde følelsen af sult ud. Der lyder et bip henne fra den modsatte ende af bordpladen. Morgenmaden er klar. Hun rejser sig og går derhen, spændt på menuen. Der går kun et øjeblik før det lille sorte køleskab kører op gennem hullet i bordpladen. Hun åbner lågen og rækker hånden frem for at tage indholdet ud.

Hun standser midt i bevægelsen og stirrer overrasket ind i køleskabet.

Det er tomt.

“Nr. 212-354-67” lyder det fra den monotone robotstemme i højtalerne.

“Ja?”

Hendes hjerte begynder at hamre.

”Du skal på ZeroFood Plus kuren”

Der går et øjeblik før hendes hjerne forstår meddelelsen.

”Nej, nej, nej, der må være tale om en fejl. Hvordan kan I sætte mig på ZeroFood Plus kuren? Alt er jo regnet ud til mindste detalje!”.

“Den starter nu”

“NEEEJ …det er en fejl! Hører I!!!” råber hun.

Hun begynder at ryste. Blodet bruser gennem kroppen som en flodbølge. Det suser for ørerne og hun føler benene giver efter under sig. Hun griber fat i bordkanten

ZeroFood kuren er en straf til dem, der har taget mere end 150 gram på. Den betyder en ikke på forhånd fastsat periode uden mad og drikke. ZeroFood Plus kuren er ligesom ZeroFood, men med en ekstra straf oveni. Hvad den ekstra straf går ud på vides ikke på forhånd. Det eneste hun ved om den er, at man risikerer at blive sat på Skeleton kuren bagefter.

Og den har endnu ingen overlevet.

Sci-Fi skriveøvelse fra sommerens skrivekursus på Ry Højskole. Lettere omskrevet og ændret til nutid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.