Bjarne

Hun sidder i morgenkåben ved køkkenbordet med en kop kaffe. Hun falder lidt i staver, mens hun betragter den visne potteplante, hun fik af sin mor for et par uger siden.

Hun føler sig sgu også lidt vissen i dag. Faktisk ret vissen. Hun har lige talt med Bjarne i telefonen. Det var åbenbart endt helt galt, da de havde drukgilde hos ham i går. Hun kan ikke huske en skid. Eller det vil sige, hun kan huske de spiste sammen. Og de første par flasker vin kan hun også huske, men derfra er det sløret.

Hun vågner op hjemme i badekarret. Uden vand i. Til gengæld ligger hun der med bar røv og stiletter. Indhyllet i en pæn portion tømmermænd. Hun er tørstig som ind i helvede, da hun vågner. Hun overvejer at række hånden op, åbne for vandet og lade det løbe direkte ned i munden. Hun kan bare ikke rigtig overskue bevægelsen, eller hvordan hun skal synke vandet uden at brække sig. Hun har ikke helt styr på motorikken. Hun opgiver helt, da hun kommer til tænke på, at hun måske ikke vil være i stand til at lukke for vandet igen. Så kan hun ligge der og drukne sig selv, og hun kan godt komme i tanke om mere passende måder at ende sine dage på. Det passer hende ret dårligt, at nogen skal finde hende i den mundering.

Hun har et helvedes hyr med at komme op af badekarret og opgiver hurtigt. Hun er stiv af kulde og ligger i en temmelig ubekvem stilling. Først ligger hun helt stille og forsøger at huske noget, men må erkende, at lystavlen er fuldstændig slukket. Tanken om, at hende og Bjarne måske har lavet noget, strejfer hende, mens hun ligger og forsøger at huske, hvordan hun er endt der. Den tanke har sgu ikke en særlig positiv effekt på tømmermændene. Faktisk bliver de meget værre og hun får en frygtelig kvalme.

Det er den overvældende kvalme, der i sidste ende giver hende kræfter til at kravle op af badekarret. Hun får sig på mirakuløs vis trukket sig op og vippet ud over kanten. Hun lander på siden på gulvet, og ømmer sig, mens hun kommer op på alle fire. Hun kravler hen over gulvet mod toilettet. Hun begynder at kaste op, og holder den ene hånd for munden, mens hun kravler videre. Hun ligner en vingeskudt fugl, der har svært ved at holde balancen, mens bræk siver ud gennem fingrene og lander som klatter på gulvet. Hun når lige akkurat hen til toilettet, da en ny omgang er på vej. Det er sgu ikke hendes mest elegante øjeblik.

Nu sidder hun her ved bordet, nyvasket og glor på den åndssvage potteplante. Hun er ikke kommet aftenens eller nattens hændelser nærmere. Heller ikke efter snakken med Bjarne, for han kan heller ikke huske noget. Det bliver en af de aftener de undgår at tale om i fremtiden.

Bjarne. Hun smager lidt på navnet og får kvalme igen. Nej, han er sgu ikke lige noget for hende. Eller andre for den sags skyld. Ikke fordi han er grim eller noget. Eller det er jo heller ikke fordi han ligefrem er pæn, men hun har da mødt nogen, der er grimmere. Nej, problemet med Bjarne er, at han i en alder af 59 stadig bor hjemme hos sin mor. Hun synes det er grænseløst pinligt. Hun har altid være en selvstændig kvinde og sætter en ære i ikke at være afhængig af nogen. Og da slet ikke forældrene. Men det må han jo selv om. Han har da heller aldrig klaget over, at kvinderne ikke rigtig lægger an på ham.

Hun tager en slurk kaffe mere, men laver en grimasse, da hun får halvlunken kaffe i munden. Hun sukker, hælder resten op i den visne plante, rejser sig og går hen og tænder for elkedelen.

(fiktion – læs Bjarnes version)