FebruaryFICTION #6

Han står helt ude ved den yderste kant.

Helt derude, hvor stjerner bliver til støv, hvor enden af regnbuen for længst er passeret, hvor Mælkevejen er løbet tør for mælk, hvor tiden står stille, hvor helvede er arktisk kulde og himlen brænder, hvor engle spyr ild og djævle hvisker nænsomt.

Helt derude står han ved kanten og venter. Venter på Mørket. Venter på Intet. Venter på, at tyngdekraften ophører. At vægten fjernes fra hans skuldre.

Han tager en dyb indånding og fylder tomheden ud med luft.

Han lader sig falde ud over kanten og svæver vægtløs rundt ved verdens ende.