AprilFiction #2

Slagtermesterens kone rømmede sig bestemt og fægtede med armene i et forsøg på at påkalde sig opmærksomhed nede fra græsset. I Sladderkællingeklubben var slagtermesterens kones raseri berygtet og ingen ved deres fulde fem, ønskede af være årsag til den. Desværre havde købmandens kones åndsnærværelse fortabt sig i lyden af Store Gretes rungende og lidet ørevenlige latter. Hun bemærkede ikke, at slagtermesterens kones ansigtskulør havde indtaget en anseelig rød farve, hvilket ellers plejede at være et godt pejlemærke for, hvornår man skulle tage sig i agt. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Heller ikke slagtermesterens kones sammenkogte raseri. I sidste ende var det den, der fik hende op at stå ved egen hjælp. På vejen op blev købmandens kone noteret i hendes mentale sorte bog for anden gang denne dag. Hun var allerede noteret for at have en mand, der lejede sin afdøde mors hus ud til de forkerte. Næh, købmandens kone var bestemt ikke i kridthuset. Desværre var slagtermesteren og købmanden afhængige af hinandens eksistens, hvilket gjorde det temmelig svært for slagtermesterens kone at hælde sin vrede ud over købmandens kone, men så måtte hun jo lade den gå ud over en anden. Og i dette øjeblik blev Store Grete den evige genstand for landsbyens sladderkællingers største interesse.

AprilFiction #1 – del 2

Som de stod der, side om side, følte den sidste i rækken at noget manglede. Hun kunne bare ikke komme i tanke om, hvad det var. Hun sendte apotekerens kone et undrende blik. Apotekerens kone, der vidste mere end hun havde lyst til om byens borgere, holdt det meste for sig selv og var derfor kun var på tålt ophold i Sladderkællingeklubben. Lige her var hun dog på udebane og vidste faktisk ingenting, så hun skyndte sig at sende blikket videre til krofatterens kone. Krofatterens kone hørte ofte et og andet, men det var mest usammenhængende brudstykker. Det afholdt naturligvis ikke Sladderkællingeklubben fra at sætte brudstykkerne sammen til helheder, men de var forbundet med en vis usikkerhed og gav ikke mening for andre end dem selv. Her måtte hun opgive og sende det undrende blik videre i rækken til købmandens kone. Købmandens kone, der vidste meget om både byens og nabobyernes borgere, besvarede blikket med rynkede bryn. Hun følte virkelig at hun vidste, hvad der manglede, men kunne ikke sætte ord på. Med fortrydelse malet i ansigtet drejede hun hovedet for at sende blikket videre til slagtermesterens kone, der mente at vide alt om alle, selvom de andre vidste, at hun vidste meget mindre end hun selv troede. Købmandens kone standsede midt i videresendelsen og spærrede øjnene op. Der stod ingen ved siden af hende. Hun fik øje på noget ud af øjenkrogen og kiggede ned. Der lå slagtermesterens kone og sendte et alt for velkendt blik tilbage på hele rækken. Der gik et gys gennem dem alle. Hun rakte armen op mod købmandens kone, der lige skulle til at tage imod, for at hjælpe hende op, da der lød en meget høj og ubestemmelig lyd over fra den anden side af vejen.

AprilFiction #1 – del 1

Én greb fat i apotekerens kone, der mistede balancen og greb fat krofatterens kone, der mistede balancen og greb fat i købmandens kone, der mistede balancen og greb fat i slagtermesterens kone, der mistede balancen, men ikke havde nogen at gribe fat i. Hvis man i dét øjeblik satte blikket i slowmotion ville man se et menneske lave rygcrawl i luften i et desperat forsøg på enten ikke at falde eller lande blødt. Slagtermesterens kone forsøgte at gribe fat i hækken, men den var der ikke. Det eneste hendes hænder fik fat i var luft. Nuvel, hun syntes da bestemt, at luft som sådan var gavnlig, i hvert fald for de fleste, men lige dér mente hun nu noget andet. Tyngdekraften var imod hende og hun væltede tungt ned i græsset. Her måtte hun sande, at ikke blot var hækken for tyndtbevokset og for lav, den var også for kort til at skjule sig bag. De andre lå og rodede rundt på græsplænen, mens de forsøgte at hjælpe hinanden på benene. Det tog længere tid end rimeligt var, men sådan var det med dominobrikker. De krævede en vis balancekunst. Her måtte de dog se i øjnene, at rigelige mængder af slagtermesterens kones frokostpølsebord kunne give en fornemmelse af slagside. En efter en lykkedes det dem at komme på benene. De rettede på tøjet og fjernede græs og blade med hurtige bevægelser. Og stillede sig umærkeligt tilbage i en række.

Site Footer