Fuglen i dit indre øje flyver ind i din hjerne og forsvinder. Måske, det vides ikke med sikkerhed, slår den følge med sommerfuglene i din mave. Måske flyver den ud af dit venstre næsebor, når du sover. Måske forvilder den sig ned i din tyktarm, hvor den basker forskræmt med vingerne. Det, lægen tror er irritabel tyktarm, er måske i virkeligheden en fugl indsmurt i lort. Måske flyver den ud i dit ydre øje, hvor den bruger tiden på at lege fluen på væggen. Den ser alt det du ikke vil se. Den skræpper op om ting, du ikke vil vide. Måske siger den, at den har hørt en fugl synge om, at ... alt muligt. Men hver fugl synger med sit næb. Hvis det var en andens ville det lyde anderledes. Måske. Alt er måske. Det eneste der er sikkert er, at før det falder dig ind, flyver fuglen igen. Skriveøvelse 12 minutter, oprindelig skrevet i datid. Inspireret af en linje fra CV Jørgensen "Før det faldt dig ind, var fuglen fløjet".
Forfatter: Skrivesmeden
Han går rundt om sig selv i en andens verden. Herfra hans verden går. I ring. Itu. Ihjel. Hvis han går tretten omgange den ene vej og enogtredive den anden, bliver han svimmel og mister balancen. Så falder han hele vejen ned til kineserne. Eller måske bare til jordens indre. Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Han vil gerne op til overfladen. Så langt op mod lyset, at han kan spire. Han vil slå rod og vokse ind i himlen. Børn må lave ham til et klatretræ. Et pengetræ, et juletræ, et hængetræ. Kundskabens træ er han ikke sikker på. En træmand, måske. Han siger ikke meget. Måske kan ingen få øje på ham for bare træer. Skriveøvelse
(fiktion - Bjarnes version - læs Hannes version) Han ligger på ryggen i sengen og overvejer, om han er klar til at stå op. Sådan har han ligget den sidste halve time. Det er slet ikke meningen, han skal være vågen nu, men mobilens ringetone sender en syl gennem kraniet, da Hanne ringer. Han holder en hånd op for munden og puster ud. Lugten og smagen af gammel tobak og alkohol, giver ham en ide om, hvordan en død gnu lugter. Han sætter sig op i sengen. Forsigtigt, for ikke at vække en eventuel lurende kvalme til live. Han sidder stille lidt og mærker efter tegn, men konstaterer til sin lettelse, at den eneste plageånd, han må trækkes med, er eftervirkningerne af den syl, den flækkede hans kranie. Han rækker ud efter en smøg på natbordet, tænder den og tager et stort sug. Som altid sætter dagens første smøg gang i en lavine af hosteanfald. Han venter på, at anfaldet stilner af. Så svinger han benene ud over sengekanten og står op. Sådan et hosteanfald har absolut ingen gavnlig effekt på hovedpinen. Han går ud i køkkenet, tager et par piller og et stort glas med hen til spisebordet og sætter sig. Han sluger pillerne på én gang og tømmer glasset. Han nyder stilheden og liver lidt op ved tanken om, at hans mor ikke hjemme denne weekend. Hendes evige pludren, der som regel er en blanding af formaninger og spørgsmål hun selv svarer på, driver ham til vanvid. Det magter han slet ikke i dag. Ja ja, han kan jo bare flytte, som Hanne og veninderne plejer at sige til ham, når han klager sin nød. Han ved godt de synes det er mærkeligt, at han som 58-årig stadig bor hjemme. Han ved også godt, at det måske ikke ligefrem er et trækplaster i forhold til kvinder. Det er ikke fordi han aldrig har været hjemmefra, det har han skam. I sine yngre dage bor han kortvarigt sammen med en kæreste. Hun bliver dog træt af en svigermor, der ordner vasketøj og dukker op ved spisetid to-tre gange om ugen. Han flytter hjem igen. Årene går, det ene efter det andet. Senere møder han Hanne nede på den lokale bodega. De bliver venner og begynder at hænge ud privat. Han vil noget mere og tror længe det er gengældt. Lige indtil den dag Hanne præsenterer ham for alle sine single veninder. Hanne. Han har stadig et blødt punkt for hende. Også når hendes stemme lyder som to pakker smøger og en halv flaske whisky i telefonen. At der kan tilføjes et par flasker vin til whiskyen, gør den ikke bedre. Det første hun siger er, at hun ikke kan huske en skid. Jo, hun kan huske middagen hos ham, men derefter er det hele sløret. Hun spørger, hvad de laver efter maden, men taler videre før han når at svare. Det samme sker, da hun spørger, hvordan hun er kommet hjem. Efter flere spørgsmål han ikke når at svare på, fornemmer han, at hun har en vis uvilje mod at kende svarene. Derfor undlader han at fortælle hende om den akavede scene, der udspiller sig på hendes badeværelse, efter han følger hende hjem. Han siger bare, at han heller ikke kan huske en skid.
Hun sidder i morgenkåben ved køkkenbordet med en kop kaffe. Hun falder lidt i staver, mens hun betragter den visne potteplante, hun fik af sin mor for et par uger siden. Hun føler sig sgu også lidt vissen i dag. Faktisk ret vissen. Hun har lige talt med Bjarne i telefonen. Det var åbenbart endt helt galt, da de havde drukgilde hos ham i går. Hun kan ikke huske en skid. Eller det vil sige, hun kan huske de spiste sammen. Og de første par flasker vin kan hun også huske, men derfra er det sløret. Hun vågner op hjemme i badekarret. Uden vand i. Til gengæld ligger hun der med bar røv og stiletter. Indhyllet i en pæn portion tømmermænd. Hun er tørstig som ind i helvede, da hun vågner. Hun overvejer at række hånden op, åbne for vandet og lade det løbe direkte ned i munden. Hun kan bare ikke rigtig overskue bevægelsen, eller hvordan hun skal synke vandet uden at brække sig. Hun har ikke helt styr på motorikken. Hun opgiver helt, da hun kommer til tænke på, at hun måske ikke vil være i stand til at lukke for vandet igen. Så kan hun ligge der og drukne sig selv, og hun kan godt komme i tanke om mere passende måder at ende sine dage på. Det passer hende ret dårligt, at nogen skal finde hende i den mundering. Hun har et helvedes hyr med at komme op af badekarret og opgiver hurtigt. Hun er stiv af kulde og ligger i en temmelig ubekvem stilling. Først ligger hun helt stille og forsøger at huske noget, men må erkende, at lystavlen er fuldstændig slukket. Tanken om, at hende og Bjarne måske har lavet noget, strejfer hende, mens hun ligger og forsøger at huske, hvordan hun er endt der. Den tanke har sgu ikke en særlig positiv effekt på tømmermændene. Faktisk bliver de meget værre og hun får en frygtelig kvalme. Det er den overvældende kvalme, der i sidste ende giver hende kræfter til at kravle op af badekarret. Hun får sig på mirakuløs vis trukket sig op og vippet ud over kanten. Hun lander på siden på gulvet, og ømmer sig, mens hun kommer op på alle fire. Hun kravler hen over gulvet mod toilettet. Hun begynder at kaste op, og holder den ene hånd for munden, mens hun kravler videre. Hun ligner en vingeskudt fugl, der har svært ved at holde balancen, mens bræk siver ud gennem fingrene og lander som klatter på gulvet. Hun når lige akkurat hen til toilettet, da en ny omgang er på vej. Det er sgu ikke hendes mest elegante øjeblik. Nu sidder hun her ved bordet, nyvasket og glor på den åndssvage potteplante. Hun er ikke kommet aftenens eller nattens hændelser nærmere. Heller ikke efter snakken med Bjarne, for han kan heller ikke huske noget. Det bliver en af de aftener de undgår at tale om i fremtiden. Bjarne. Hun smager lidt på navnet og får kvalme igen. Nej, han er sgu ikke lige noget for hende. Eller andre for den sags skyld. Ikke fordi han er grim eller noget. Eller det er jo heller ikke fordi han ligefrem er pæn, men hun har da mødt nogen, der er grimmere. Nej, problemet med Bjarne er, at han i en alder af 59 stadig bor hjemme hos sin mor. Hun synes det er grænseløst pinligt. Hun har altid være en selvstændig kvinde og sætter en ære i ikke at være afhængig af nogen. Og da slet ikke forældrene. Men det må han jo selv om. Han har da heller aldrig klaget over, at kvinderne ikke rigtig lægger an på ham. Hun tager en slurk kaffe mere, men laver en grimasse, da hun får halvlunken kaffe i munden. Hun sukker, hælder resten op i den visne plante, rejser sig og går hen og tænder for elkedelen. (fiktion - læs Bjarnes version)
Opbrud Det er en almindelig tirsdag aften. I en almindelig kernefamilie. I en almindelig lejlighed. Et almindeligt sted i Aarhus. Jeg er den eneste der ved, at om mindre end en time, er intet længere almindeligt i den lille, almindelige familie. Jeg sidder ved spisebordet i det lille køkken og nipper til et glas rødvin. Min veninden står ved komfuret, i gang med at jævne sovsen. Hendes mand sidder ved bordet sammen med mig. Døren er lukket næsten helt i ind til rummet ved siden af, hvor børnene, iført høretelefoner, er dybt begravet i computerspil. Lyden af halve samtaler blandet med sporadiske, hidsige udbrud og klapren i tastaturet, siver ind gennem sprækken mellem døren og karmen. Manden læser koncentreret i avisen og overlader al samtale til min veninde og jeg. Som altid taler vi om løst og fast, mest løst. Vi når ikke langt omkring før maden er færdig. Manden lægger avisen fra sig og går ind og henter børnene. Jeg fordeler bestik, glas og tallerkener, der står midt på bordet. Veninden sætter maden på bordet og sætter sig ned. Manden kommer tilbage, med børnene lige i hælene, og sætter sig tilbage på sin plads. Børnene har stadig adrenalin i kroppen efter computerspil, de er hektiske og mundhugges om, hvor de skal sidde. Det løser sig, da manden griber ind og beder dem stoppe og placerer dem overfor hinanden. Nogle minutter senere har vi alle fået noget på tallerkerne og der er faldet ro over børnene. De snakker med hinanden om noget de har oplevet i skolen. Den ældste tager sin mobil frem for at vise sin lillebror noget. Min veninde skal til at protestere og bede ham lægge den væk, men ombestemmer sig. Jo mere optaget børnene er, jo færre afbrydelser. Vi genoptager samtalen fra før og manden deltager denne gang. De sædvanlige emner vendes; arbejde, politik, et særtilbud i Netto, fælles venner. Stemningen er hyggelig. Som altid når samtalen til sidst at runde min vedvarende status som single. Selvom børnene er koncentreret om deres eget og ikke plejer at vise nogen form for interesse, bryder jeg mig ikke om at tale om det emne, når de er der. Jeg har aldrig nævnt det for dem. Jeg plejer bare at tale udenom, fortælle lidt, uden i virkeligheden at fortælle noget. I aften taler jeg også udenom. I aften rejser jeg mig fra bordet og henter min taske i entreen, kommer tilbage og sætter mig. I aften åbner jeg tasken, hiver en udskrift op af den og lægger den på bordet, så alle kan se den. I aften ser jeg blodet forsvinde fra mandens ansigt. I aften ser jeg veninden kigge vantro på sin mand. I aften ser jeg børnene kigge forvirret op på de voksne. I aften ser jeg en familie i opbrud. I aften siger jeg undskyld, rejser mig og går. (fiktion)
Alfabetet, når det ikke længere bare er et alfabet, men noget jeg leger med på en bustur. Fiktion. Anderledes - måden vi (ikke) er ens. Bleg - nuancen af min kærlighed til dig. Cirka - mængden du (tror du) forstår mig. Dumdristig - måden du (stadig) forsøger. Elegant - regndråbens dans på kanten af et blad. Fravær - måden vi (ikke) er sammen på. Gulnet - farven på det brev du (ikke) sendte. Hel - tilstanden af vores forhold. Indtil. Dengang. Infrarød - farven, når kærlighed kigger indefra. Og ud. Jovial - afstanden mellem to, der ikke (mere) elsker. Krøllet - en tanke, der får lov at blive. Længe nok. Linje - den lige kurve mellem os. Før den knækker. Manøvre - måden du undgår. Mig. Nid - adskillelsen mellem sød og hævn. Okay - når smagen er mellemrum. Og det imellem. Parader - måden tankerne værner sig mod ordene. Quiz - spørgsmålet "elsker jeg dig?". Du gætter forkert. Rusten - gammel kærlighed, der ikke kender andet. Sfære - området, hvor hun ånder ord. Frit. Tvivl - resultatet af fornuften, der blev for længe. Ubeboet - tomrummet i et hjerte uden blod. Vag - hentydningerne, der hænger i luften. Worst case - når diagrammets zigzag forvandles til en lige linje. X - prædikatet vi giver hinanden. Efter "vi". Ynkelig - tilstand, der bliver til stilstand. Eller omvendt. Zoom - når den lille afslørende trækning ved øje ses. Ærlig - svaret hun ikke ville høre. På det spørgsmål hun ikke ville stille. Øde - de tusinde følelsers land, når der er tørke. Åndedrag - Ånden, der drager. Mod enden af det hele. Det sidste.
Vi har arbejdet med en del forskellige genrer på ATLAS OVER AARHUS' åbne skriveværksteder i løbet af året. I dag, som var årets sidste, skulle vi besvare et poetisk spørgeskema, lavet af vores superdygtige underviser Louise Juhl. Det kom der mange sjove og interessante input ud af. Her er mine svar:
- Hvornår er noget værd? (her skulle have stået et ekstra "noget", men mit svar er til spørgsmålet uden det ekstra "noget") Det er værd, når det er noget. Og det er noget, når det er værd. Det er noget værd, når det er. Værd er ikke et "hvornår", men et "hvorfor". Fordi.
- Hvis blå var en duft og ikke en farve, hvordan ville himlen over Aarhus så se ud? Den ville være fyldt med noter. Duftnoter. Der ville hvirvle rundt i luften som støvkorn på en dag med vind fra skiftende retninger.
- Hvordan lyder en loppe, der gør? Den lyder som en loppe, der gør.
- Hvilken vej vender en cirkel? Samme vej som alle de veje, der fører til Rom. Som oftest vender de i sydgående retning. Og så ender vi alligevel i Rom.
- Hvordan lugter noget, der lugter sjovt? Det lugter helt ned i maven. Af bobler, der flyver ud af munden, brister og sender partikler af latter ud i luften. De lugter sjovt.
- Hvis du var et Aarhus-slogan, hvordan ville det så lyde? Det ville ikke lyde. Det ville se ud. Som skov, strand, bilos, vejarbejde, menneskemylder, brosten, gyder, graffiti. Lækkert.
- Hvor går du hen, når du går agurk? Så går jeg hen og jokker i spinaten, så alt går i fisk og jeg ligner en sur citron, der kun venter på at gå op i en spids nøgenhat.
- Hvor kommer fugle hen, når de kommer i himlen? Det gør de ikke. De dratter ned og ligger på jorden, som fluer i vindueskarmen. Det er egentlig ret trist, når jeg tænker nærmere over det. Så det lader jeg være med.
- Hvor bliver hullerne af, når de er fyldte? Det ved jeg ikke, men det er et nærliggende spørgsmål at stille osten.
- Driver skyerne himlen til vanvid? Ja_____ Nej __x___ Hvis ja, hvorfor? Hvis nej, hvorfor ikke? Spørg osten med hullerne. Eller den uden.
Der var engang et stort land, hvor man skulle vælge en præsident. Det store land lå langt væk fra Danmark. I meget, meget gamle dage, kunne man komme dertil med et skib, men det tog meget lang tid, for havet man skulle krydse, var kæmpe stort. Senere, i de knapt så gamle dage, opfandt man en maskine med vinger. Denne maskine, som man meget mundret kaldte en flyvemaskine, kunne flyve meget stærkere end et skib kunne sejle, og pludselig tog det ikke særlig lang tid at komme til det store land. Til gengæld hændte det engang, at nogle meget uartige mennesker stjal den store maskine, mens den var i gang med at flyve nogle mennesker på besøg i det store land. Desværre var disse uartige lømler ikke vant til at styre sådan en maskine, så de endte med at styre den ind i et hus, der brasede helt sammen. Det var noget værre noget og der var oprør i mangen en andedam over alt i verden. Nuvel, det var slet ikke det det skulle handle om, så tilbage til eventyret. I det store land skulle man, som nævnt, en dag vælge en præsident. Det var der som sådan ikke noget nyt i. Det skulle landet nemlig gøre hvert 4. år. En af dem, der kunne vælges, lad os kalde ham Trumpeten, lignede bare ikke nogen af de præsidenter, der tidligere havde regeret. Det, der var specielt ved Trumpeten var, at han sagde mange mærkelige ting. Det var der som sådan ikke noget mærkeligt i. Der var mange præsidenter, der sagde mærkelige ting. For det meste skulle man bare lytte virkelig godt efter, så fandt man som regel en mening med det de sagde. Det Trumpeten sagde, var bare mere mærkeligt end man var vant til. Borgerne lyttede og lyttede. Og koncentrerede sig og koncentrerede sig. Så meget, at ørerne var ved at falde af og øjnene trille ud. Men ak, det nyttede ingenting. Ligegyldigt, hvor meget man koncentrerede sig, og hvor meget man lyttede, så lød det som et helt andet sprog, som ingen kendte. Gode råd var dyre, men heldigvis havde man penge nok i det store land, når der skulle vælges præsident. Man besluttede derfor at investere nogle af de mange penge i babelfisk. Man havde nemlig hørt, at sådanne fisk var gode til at oversætte sprog, hvis man proppede en i hvert øret. Arbejdsløsheden var høj, så det lå lige for at starte et fiskeri og ansætte en masse arbejdsløse, hvis eneste formål var at opdrætte og sælge fiskene til de mange, ikke så sprogkyndige, borgere. Det så vældig skægt ud, når fiskenes haler stak ud af ørerne, og med tiden kunne det også lugte temmelig grimt, når de begyndte at rådne. Mange var dog ligeglade, for de var overbeviste om, at de nu forstod, hvad Trumpeten sagde. Og det de hørte, gav mening. Andre var knapt så overbeviste om babelfiskenes virkning. De mente nemlig, at det var noget folk bildte sig ind. At de i virkeligheden slet ikke forstod noget, men fordi de havde fået at vide, at babelfisken kunne oversætte, så snød de hjernen til at tro, at det var sådan det hang sammen. Disse mistroiske mennesker kaldte derfor fisken for placebofisken, for de syntes stadig ikke, at det Trumpeten sagde, gav nogen som helst mening. Trumpetens sprog var dog slet ikke det, der fik ham til at skille sig mest ud. Næh, det mest mærkelige og opsigtsvækkende ved Trumpeten var såmænd, at han var orange! I det store land, hvor man ellers var vant til både hvide, brune og sorte, - ja, man havde sågar set grønne, når der kom besøg fra det ydre rum, så var orange alligevel noget ganske særligt. Nu kunne man jo fristes til at tro, at Trumpetens mange særheder stod i vejen for hans chance for at blive præsident i det store land. Det viste sig dog, at babelfiskene var fejlbehæftede og kvalitetskontrollen havde svigtet før levering. Det betød, at oversættelsen blev helt forkert. Det, der gav mening, viste sig nemlig at være helt meningsløst. Men ak, da man opdagede fejlen, var det for sent. Den orange Trumpet, med det underlige sprog, var allerede blevet valgt til præsident i det store land. Og således gik det til, at hele verden gik rundt og var lidt røde i hovedet.
(fiktion - fiktion - fiktion - skriveøvelse fra Ry Højskole med Dy Plambeck som underviser) Jeg har haft fri fra arbejde i dag. Min chef mente "jeg havde brug for det" som han sagde. Jeg havde haft et intermezzo med en kunde i telefonen i går. Det endte med, at jeg havde afbrudt samtalen, mens kunden var midt i en sætning. Jeg havde trykket på afbryder-knappen og smidt headsettet på det sorte skrivebord. Kunden havde klaget til min chef, der mente at det måtte skyldes presset fra skilsmissen. Han har sikkert ret. Efter morgenkaffen trak jeg en spisestol hen til vinduet i stuen og sad og kiggede ud. Stolen er den gamle af teaktræ og kongeblåt betræk, som jeg har fået af mine forældre, der fik 8 af dem i bryllupsgave i 1966. Den gamle stol ledte mine tanker hen på det sort/hvide bryllupsbillede af mine forældre. Jeg kiggede på billedet på den smalle, hvide hylde. Stålrammen var engang sølvfarvet, nu er den falmet. Ligesom deres ægteskab. Og mit. Da jeg sad i stolen ved vinduet, fik jeg øje på Rune længere nede ad gaden på det modsatte fortorv. Jeg så han kiggede i retning af min lejlighed. Jeg er sikker på, at han ikke så mig på grund af lyset, der reflekterer i ruden. Jeg kunne se på ham, at han ikke ville have, at jeg skulle få øje på ham. Det var måden han skyndte sig at trække hætten fra sin slidte, mørkegrønne trøje op over hovedet. Måden han vendte hovedet lidt til den modsatte side og pludselig havde travlt med at kigge på de butikker han gik forbi. Rune, der hader butikker. Siden jeg flyttede fra ham, er der gået både et forår, en sommer og nu næsten et helt efterår med at gøre krumspring for at undgå hinanden. Jeg har ikke talt eller skrevet med ham i 3 måneder. Den sidste sms fra ham var blot to ord. "Din kælling". Synet af ham nede på gaden fik smerten fra ordene til at komme op til overfladen. Tårerne fyldte øjnene, lagde sig lige på kanten, klar til at vippe ud over den og trille nedad kinden, for til sidst at ende i mundvigen. Jeg havde lige rejst mig fra stolen, og var på vej ud i køkkenet efter køkkenrullen på bordet, da det ringede på døren. Jeg skyndte mig at tørre øjnene og pudse næsen, så gik jeg ud i entreen og åbnede døren. Det var Rune.
Der var engang et land, der hed Miniputland. Indbyggerne i landet hed Miniputtere og lederne i landet Miniputledere. I Miniputland blev aviser, tv osv. kaldt Minimedier. Når Miniputlederne skulle informere Miniputterne om noget, foregik det gennem Minimedier. Minimedier informerede også nogen gange Miniputterne om noget, som Miniputlederne ikke havde bedt dem om. Engang for længe siden besluttede Miniputlederne, at de ville invitere Velfærd på besøg. Velfærd var kendt for at gøre fx uddannelse og sygdomsbehandling gratis for indbyggere, og for at hjælpe arbejdsløse indbyggere med at kunne få mad på bordet i en periode. Miniputlederne syntes det lød rigtig godt, og var overbeviste om, at det ville gøre noget godt for både Miniputterne og samfundet. Velfærds besøg lod sig kun gøre, hvis også Fællesskabet og Tilliden deltog i besøget. Miniputlederne bad derfor Miniputterne om at tænke på Fællesskabet. Til gengæld skulle Miniputlederne nok sørge for, at Tilliden også var tilstede. Nogle ville hellere tænke på sig selv og tænkte kun modvilligt på Fællesskabet. Heldigvis tænkte de fleste dog på Fællesskabet, fordi de kunne se, at andre kunne få gavn af at møde Velfærd. Velfærd kom på besøg og ganske som forventet spredte den glæde i selskab med Fællesskabet og Tilliden. Besøget varede mange år og hjalp gennem årene rigtig mange Miniputtere. Velfærd sørgede også for at besøge dem, der kun modvilligt tænkte på Fællesskabet. Sådan nød alle godt af Velfærds besøg på den ene eller anden måde. Men ak – Fællesskabet, Tilliden og Miniputterne havde hver en ond tvilling: Egoisme, Mistillid og Svinehunden. Det trekløver kunne virkelig skabe ballade og gejle hinanden op. De begyndte at modarbejde Velfærds besøg alt det de kunne. De sneg sig ind mellem Miniputlederne og en voksende gruppe Miniputtere. Det lykkedes dem bl.a. ved at bruge Minimedier, der havde indset, at den synergiefffekt, der opstod mellem det onde trekløver, var meget effektiv til at skaffe læsere og seere. Og for Minimedier var det vigtigere end alt andet. Med tiden forårsagede især Svinehundens gøen større og større skade på Miniputledernes og den stadig voksende gruppe Miniputteres hørelse, og efterhånden begyndte Velfærd også at få ondt i ørerne. Den følte sig ikke længere velkommen, og til Fællesskabets og Tillidens store ærgrelse, overvejede den, om den ikke bare skulle give op og rejse væk. Fællesskabet og Tilliden gjorde, hvad de kunne, for at Velfærd stadig skulle føle sig velkommen og få lyst til at blive, men det var meget svært at overdøve Svinehunden. Det blev ikke nemmere af, at Minimedier efterhånden kun lyttede til det onde trekløver. Fællesskabet og Tilliden forsøgte at få Miniputlederne til at forstå, at Egoisme, Mistillid og Svinehunden var skadelige for alle, der virkelig havde brug for Velfærds besøg, men Miniputlederne kunne desværre ikke længere høre noget. Velfærd endte med at få så ondt i ørerne, at den besluttede sig for at rejse væk. Den undskyldte mange gange overfor Fællesskabet og Tilliden, og bad dem bringe undskyldningen videre til de Miniputter, den måtte skuffe. Det var hårdt for Fællesskabet og Tilliden, for de vidste at de Miniputtere, der virkelig havde brug for Velfærds besøg, ville blive overfaldet af det onde trekløver, så snart Velfærd var ude af døren. Velfærd lovede at komme tilbage, hvis Fællesskabet og Tilliden kunne samle et flertal af Miniputter igen, men hvis det ikke skete, var det desværre ikke muligt. Den pakkede kufferten og forlod Miniputlandet med tungt hjerte. Tilbage stod det onde trekløver, Egoisme, Mistillid og Svinehunde, og vinkede skadefro farvel.